Genvejsmenu:
S - Indhold
Sektionmenu
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg

Materialerne i bogpakkerne

Indholdet i bogpakkerne er udvalgt af et uafhængigt udvalg, der har valgt materialerne blandt forslag indsendt af de danske forlag. Bogudvalget har fastlagt kriterier for udvælgelse af materialer til bogpakkerne på de forskellige alderstrin (hhv. 6 mdr., 1 år, 1 1/2 år og 3 år) og derefter foretaget udvælgelsen.

Læs mere om bogpakkerne nedenfor.

6-måndersbogpakken

Bogpakken til børn på 6 måneder

Materialerne i pakken til de 6 måneder gamle børn er sammensat af bøger og cd’er, som barnet både kan have glæde af nu og fremover. Med leporelloen 'Dyr i verden' og foto-pegebogen 'Min verden' er der lagt vægt på simple illustrationer, som barnet både selv kan kigge og røre ved og få ledsaget af forældrenes ord og stemmer. Musik og sang er også repræsenteret i form af bogen 'Tip Tap Tønde' med fagter og tekster til sangene på den vedlagte cd.

1-årsbogpakken

Bogpakken til børn på 1 år

I bogpakken til de 1-årige er der lagt vægt på rim og remser, med bogen 'Nede i Fru Hansens Kælder'. Simple sange og fortællinger, uden eller med meget lidt tekst, er repræsenteret i antologien 'Krudtugler og englebasser'. 'Min store ordbog' er en pegebog med illustrationer af mange af de ting, som omgiver børnene i deres hverdag, og som kan være udgangspunkt for at tale om billederne. Som en ekstra gave er der vedlagt et ’læsemeter’ (pdf) - et målebånd med illustrationer og ti læsetips – til at hænge op på væggen.

1 ½ årsbogpakken

Bogpakken til børn på 1½ år

Foruden et ark med farverige klistermærker med Bogstartelefanterne i forskellige læsesituationer er der i bogpakken til de halvanden år gamle børn musik og sang med 'Alberte synger med de små', der både indeholder sangbog og cd. Derudover bøger, hvor en simpel tekst supplerer fortællinger som i Bogstarts signaturbog 'Kaj læser bog' og i 'Lille Bamse', der også indeholder en dvd, med historierne fra bogen.

3-årsbogpakken

Bogpakken til børn på 3 år

Gentagelser, følelser, det identificerbare og det eventyrlige er omdrejningspunkterne for udvælgelsen af bøger til bogpakken til de treårige. Alle tre bøger er billedbøger med et mere udfoldet handlingsforløb. Både Finn Hermann og De tre Bukke Bruse er fantasifulde historier med et gentagelsesforløb, mens Plasterpigen repræsenterer følelser, som barnet kan identificere sig med. Dertil er der en malebog i pakken. Malebogen har blanke sider, så børnene selv kan udfylde den og lave deres egen bog.

Indholdet i 6-månederspakken er

  • 'Min verden, et barns verden', en pegebog med fotografier af Janna Folden Von Domarus
  • 'Dyr i verden', en leporello med illustrationer af Kamilla Christiansen
  • 'Tip Tap Tønde', bog og cd med Birgitte Lillesø og Tina Rosendahl.

Indholdet i 1-årspakken er 

  • 'Min store ordbog', illustreret af Inger Tobiasen
  • 'Nede i Fru Hansens kælder', en pap-rimebog illustreret af Dina Gellert
  • 'Krudtugler og englebasser, fra baby til børnehave, sange rim og remser for de allermindste', af forskellige forfattere og illustratorer.

Indholdet i 1 1/2-årspakken er

  • 'Kaj læser bog' af Mats Letén
  • 'Lille Bamse', inkl. dvd med historierne på film af Thomas Winding
  • 'Alberte synger med de små', inkl. cd med 10 sange sunget af Alberte, bogen er illustreret af Bo Odgård Iversen.

Indholdet i 3-årspakken er

  • 'De tre Bukke Bruse', illustreret af Ursula Seeberg
  • 'Finn Hermann', tekst af Mats Letén og illustrationer af Hanne Bartolin
  • 'Plasterpigen', tekst af Annette Bjørg Koeller og illustrationer af Lea Letén.

Foruden materialerne til bogpakkerne har bogudvalget været sparingspartnere på udvælgelsen af materialer til boglister, der lægges ved hver bogpakke til inspiration for forældrene. Valg af materialer til boglisterne har taget udgangspunkt i de indsendte forslag fra forlagene. Dertil har bogudvalget kunne supplere med yderligere titler. De endelige boglister er herefter sammensat af Styrelsen for Bibliotek og Medier.

Bogudvalget består af

Nina Christensen, Center for Børnelitteratur, www.cfb.dk

Klara Korsgaard, Nationalt Videncenter for Læsning, www.videnomlaesning.dk

Stig Broström, Lektor på Institut for Didaktik, DPU, www.dpu.dk

Bente Skat Andersen, Holbæk Bibliotekerne, repræsentant fra Børnebibliotekarernes Faggruppe (BØFA), www.boefa.dk

Helene Filskov Jensen, Sundby Bibliotekerne, repræsentant fra Sprogporten, Københavns Kommunes Biblioteker, http://www.kkb.bib.dk/sprogport/sprogporten-1

EmneordHvert emneord er en indgang til relaterede informationer om emnet

Spørgsmål og kommentarer kan rettes til

Sidst opdateret:  1. februar 2012