33 73 33 57
Ny priskonkurrence skal styrke drenges læselyst
Kulturministeriet og Ministeriet for Børn og Undervisning er gået sammen om en ny priskonkurrence, som skal styrke drenges læselyst. Drengene udvælger selv vinderen.
Kravene til deltagelse i priskonkurrencen 2012 bliver lagt på denne side i midten af april 2012.
Hvad er priskonkurrencen om ny litteratur til drenge på 4. – 7. klassetrin?
Mange drenge mister interessen for at læse, når de når 4. – 7. klassetrin. Det kan være fordi, at der mangler litteratur, som kan fange drengenes interesse i den alder. Fænomener som Harry Potter viser dog, at det med det rette materiale kan lade sig gøre at fange denne gruppe elevers interesse for læsning.
Priskonkurrencen skal styrke drenges læselyst og få dem til at opfatte læsning som en sjov aktivitet og ikke en sur pligt ved at sætte fokus på ny litteratur målrettet drengenes interesser. Prisen skal fremhæve litteratur, der kan stimulere drenges læselyst, gennem præmiering og direkte webformidling af en ny skønlitterær tekst med en god og fængende historie, der er målrettet netop drengenes læsepræferencer.
Priskonkurrencen er en opfølgning på regeringens sprogudvalgs anbefalinger i rapporten Sprog til tiden og er et samarbejde mellem Kulturministeriet og Ministeriet for Børn og Undervisning.
Hvem kan deltage i priskonkurrencen?
Alle forfattere, skribenter og illustratorer uanset alder kan deltage. Der er ikke krav om, at deltagere tidligere har fået udgivet eller på anden måde offentliggjort værker.
Hvordan forløber priskonkurrencen?
Kulturministeriet og Ministeriet for Børn og Undervisning har nedsat en priskomité bestående af en række centrale personer inden for børnelitteratur. Formanden for Danmarks Skolebibliotekarer Carl Christian Rasmussen er formand for priskomitéen. Komitéen udvælger de fem bedste tekster blandt de indsendte bidrag til priskonkurrencens afstemning. Teksterne lægges ud på bibliotekernes fælles børnesite www.pallesgavebod.dk, hvor drenge på 4. – 7. klassetrin i fire uger i efteråret gratis kan downloade teksterne og stemme på deres favorit blandt de fem tekster.
På baggrund af drengenes stemmer udvælges første-, anden- og tredjeprisen. Priserne er på henholdsvis 25.000 kr., 10.000 kr. og 5.000 kr. Priskomitéen knytter en faglig begrundelse til de tre vindertekster.
Hvilke krav er der til teksten?
Teksten må ikke tidligere være publiceret. Teksten må maksimalt være på 3000 ord og skal være skrevet på dansk. Historien kan eventuelt kombineres med tegninger/grafik/links
Forfatterne til de fem tekster, der går videre til afstemningen, skal give samtykke til brug af teksterne på børnebibliotekernes fælles website www.pallesgavebod.dk.
Hvilke kriterier vurderes teksterne efter?
Teksterne skal leve op til priskonkurrencens overordnede formål om at styrke drengenes læselyst. Teksterne skal derfor være målrettet drengenes interesser og læsepræferencer. Priskomitéen vil også i sin bedømmelse lægge vægt på, at teksterne har en stærk narrativ fremdrift, og at de placerer sig tydeligt i en genrekategori, f.eks. krimi, historisk fortælling, fantasy og sport eller humor, da erfaringen viser, at disse genrer i høj grad appellerer til drenge.
Hvordan deltager man i priskonkurrencen?
OBS: Deadline var den 1. september 2011.
Man deltager i priskonkurrencen ved at sende en tekst til Styrelsen for Bibliotek og Medier senest torsdag den 1. september kl. 16.00. Tekster sendes som worddokumenter eventuelt suppleret med billedfiler pr. e-mail til lve@bibliotekogmedier.dk
Der kvitteres pr. e-mail for modtagelsen af tekstbidragene. Når teksterne sendes til priskomitéens bedømmelse, vil de være anonymiserede. Forfatternavnene vil heller ikke fremgå af de tekster, der bliver udvalgt til at ligge på pallesgavebod.dk
Priskomitéen
- Carl Christian Rasmussen, komitéens formand: Formand for Danmarks Skolebibliotekarer
- Zenia Johnsen: Bibliotekar, Vejle Bibliotekerne. Stifter af sitet www.fortællingen.dk
- Stine Reinholdt Hansen: Forsker i de 9-12 åriges læsevaner. Ph.d.-stipendiat på Center for Børnelitteratur, Aarhus Universitet
- Merlin P. Mann: Forfatter og udpeget af Forfatterforeningen
- Lise Jæger: Redaktionschef på Gyldendal, udpeget af Forlæggerforeningen
For yderligere information
Kontakt børnebibliotekskonsulent Lisbet Vestergaard, Kulturstyrelsen, tlf. 33 73 33 57 30, lve@kulturstyrelsen.dk.
Få mere viden om drenge og læsning
Nationalt videnscenter for læsning har samlet en række links til rapporter og udgivelser om emnet samt en litteraturliste til dem, der gerne vil vide mere om området.
Find materialet på Nationalt videnscenter for læsnings hjemmeside
Læs også centrets interview med børnebibliotekskonsulent Lisbet Vestergaard
TV2 Lorry har i programmet Lounge den 30. august 2011 interviewet CC Rasmussen og Merlin P. Mann om drenge og læselyst.
Se indslaget på TV2 Lorrys hjemmeside
Rapporten Northern Lights on PISA 2009 – focus on reading rummer et kapitel om kønsforskelle i forhold til læsning:
http://www.norden.org/da/publikationer/publikationer/2012-501
Læs og se hvem der vandt konkurrencen 2011
Se dokumentation af prisoverrækkelsen på Bogforum i november 2011
Spørgsmål og kommentarer kan rettes til
Få mere viden om drenge og læsning
Nationalt videnscenter for læsning har samlet en række links til rapporter og udgivelser om emnet samt en litteraturliste til dem, der gerne vil vide mere om området.
De nye drengebøger
Berlingske: Den seneste undersøgelse af københavnske skoleelevers læsefærdigheder viser, at især drengene læser ringere end tidligere.





