Adgangsstyring
IP-baseret adgangsstyring
Betalingstjenester og licensbelagt materiale kan i vidt omfang findes via nettet. I sagens natur er betalings- og licenbelagt materiale ikke frit tilgængeligt for alle, og for at sikre at det kun er betalende kunder, eller andre som retmæssigt har tilgang til materialet, kan få adgang, har man på hjemmesiderne indført systemer til at styre, hvem der 'lukkes ind'.
Traditionelt har man gjort det ved at tjekke, hvilken IP-adresse brugerens maskine har - og kan man se, at IP-adressen hører til en given institution, kan man slå op i listen af kunder og derefter give eller nægte brugeren adgang. Man taler om IP-baseret adgangsstyring.
Rollebaseret adgangsstyring
Studerende og forskere har alle en formel tilknytning til en institution - det er typisk dén, som giver dem adgang til de adgangsbegrænsede hjemmesider, databaser mv. Som noget nyt kan man nu få adgang på baggrund af, hvad eller hvem man er (rollebaseret adgangskontrol) i stedet for, hvor man fysisk befinder sig (IP-baseret adgangskontrol).
WAYF - Where Are You From, forbinder adgangsbegrænsede web-steder og institutioner, således at brugerne kan få adgang til mange tjenester, uanset hvor de befinder sig - og med det samme brugernavn og kodeord, som de bruger på hjemmeinstitutionen (typisk på universitetet eller lignende).
Læs mere på http://www.wayf.dk/





