Genvejsmenu:
S - Indhold
Sektionmenu
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg

Integrationssamarbejde

På nationalt plan har Kulturministeriet indgået samarbejdsaftaler med Integrationsministeriet, som udgør grundlaget for de nationale indsatser for integrationsaktiviteter i bibliotekssektoren. Den seneste aftale gælder årene 2010 til og med 2012.

Afledt af samarbejdsaftalerne har Bibliotek og Medier sammen med Statsbibliotekets BiblioteksCenter for Integration indgået en aftale med KVINFO, som omhandler udbredelse af KVINFO's mentorordning til bibliotekerne, brug af KVINFOs rollemodeller samt vandreudstillingen "Den usynlige succes". 

Bibliotek og Medier har også lavet en samarbejdsaftale med "Brug for alle unge" omkring bibliotekernes brug af deres rollemodeller. Endelig er der indgået en aftale med Rådet for Etniske Minoriteter, som skal fremme partnerskaber mellem biblioteker og de kommunale integrationsråd ved at give idéer til konkrete samarbejder på lokalt plan.

 

Styrkelse af frivillighedsarbejdet i belastede områder

Det er nu tid til praktisk udmøntning af den nye samarbejdsaftale fra 2010 – 2012 mellem Kulturministeriet og Integrationsministeriet.

Integrationsministeriet opfordrer biblioteker og medborgercentre til at søge midler fra puljen ”Styrkelse af frivillighedsarbejdet i de mest belastede områder”. Puljen har til formål at inddrage borgere i og omkring udsatte boligområder i det frivillige arbejde, og medvirke til at fremme opbygningen af det lokale samfund. Det er en betingelse at aktiviteterne kan forbedre integrationen i området.

Projekter, der opfylder puljens formål og samtidig falder under et af samarbejdsaftalens fem fokusområder, kan med fordel søge midler fra Integrationsministeriets pulje.

De fem indsatsområder er:

1. Etablering af mentorordninger og samarbejde mellem biblioteker og bydelsmødreprojekter

2. Aktiviteter baseret på uformel læring og empowerment

3. Uformel sprogtilegnelse i form af Sprog-Caféer, hvor nydanskere kan træne deres sprogkundskaber

4. Formidling af kulturtilbud, som nydanskere i dag i beskedent omfang benytter sig af

5. Etablering af borgerforaer med henblik på at holde debatskabende og kulturelle arrangementer og styrke medborgerskab

Det forekommer særligt relevant at søge om midler fra puljen til etablering af initiativer, som falder indenfor samarbejdsaftalens hovedindsatsområde 2 og 5. Integrationsministeriet finder det i den forbindelse vigtigt, at udmøntningen af konkrete projektforslag a) så vidt muligt bliver lagt i hænderne på lokale frivillige, som rekrutteres via bibliotekerne, b) at en del af disse frivillige er nydanskere og c) at det frivillige arbejde bliver organiseret på en måde, der sikrer det en permanent karakter.   

Puljen er på ca. 1,4 mio. kr. Støtten ydes til store og små projekter.

Næste ansøgningsfrist for større projekter over 100.000 kr. er den 13. september 2010.
For projektansøgninger under 100.000 kr. kan ansøgninger indsendes løbende.

Yderligere informationer om puljen og ansøgninger hertil på Integrationsministeriets hjemmeside: www.nyidanmark.dk/da-dk/Integration/puljer/puljebeskrivelser/styrkelse_frivilligt_arbejde.htm, og ved kontakt til Annmari Yadji-Hansen på tlf. 33 92 48 52.

Læs hele samarbejdsaftalen

Spørgsmål og kommentarer kan rettes til

Sidst opdateret: 15. juli 2010