Biblioteksfagligt udvalg 4. oktober 2007
26. oktober 2007 / Af: Ulla Kvist
Møde i biblioteksfagligt udvalg for bibliotek.dk d. 4 oktober 2007
Deltagere:
Hans Nielsen (Randers Bibliotek), Bibliotekslederforeningen
Hugo Skov (Statsbiblioteket), Forskningsbibliotekernes Chefkollegium,
Lone Knakkergaard (Vejle Bibliotekerne), Danmarks Biblioteksforening
Bodil Wöhnert (Esbjerg Kommunes Biblioteker), Bibliotekarforbundet - Referencefaggruppen
Jens Chr. Hjørne (Statsbiblioteket), Danmarks Forskningsbiblioteksforening - Forum for Fjernlån
Leif Andresen, Biblioteksstyrelsen (formand for udvalget)
Ulla Kvist, Biblioteksstyrelsen(sekretær)
Kirsten Larsen, DBC (gæst)
Per Mogens Petersen, DBC (gæst)
Afbud:
Pernille Schütz (Det Danske Filminstituts Bibliotek), Lederforum for Special- og Forskningsbiblioteker
Morten Nielsen (Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne), Bibliotekarforbundet - IT-faggruppen
Lone Hansen, Biblioteksstyrelsen
1. Velkomst
Leif Andresen, Biblioteksstyrelsen, bød velkommen og mindede om, at det i tilfælde af forfald/sygdom altid er muligt at sende en substitut.
2. Godkendelse af dagsorden
Godkendt uden kommentarer
3. Opfølgning på referat
Referat af møde i Biblioteksfagligt udvalg om bibliotek.dk 18.juni 2007 er allerede godkendt pr. mail. Der var ingen yderligere kommentarer.
4. Status for udvikling af bibliotek.dk 2007
En oversigt over afsluttede og nye projekter er udsendt med mail af 17.9.2007. Denne oversigt bliver hvert kvartal lagt op på Biblioteksstyrelsens hjemmeside.
Kirsten Larsen gennemgik det udsendte og gav en kort aktuel status for de vigtigste igangværende udviklingsprojekter.
Hugo Skov bemærkede, at de projekter FC klart fandt mest interessante var samspillet med borger.dk samt fjernadgang til licenser. Endvidere mente FC, at projektet om lektørudtalelser ikke måtte forudsætte en bibliotek.dk betaling.
Kirsten Larsen meddelte, at brugen af de ca. 50.000 lektørudtalelser vil være gratis.
Automatiseringsprojektet er nu endelig afleveret. Og der er tilmeldt ca.118 biblioteksvæsener med en klar overvægt af folkebiblioteker. Der mangler stadig nogle enkelte af de større forskningsbiblioteker. Kirsten Larsen vil rette en uformel henvendelse til dem. Der var generel stor tilfredshed med automatiseringsprojektet i udvalget, de enkelte bibliotekers ressourcer bliver udnyttet meget bedre, bibliotek.dk hænger bedre og bedre sammen.
På et spørgsmål fra Bodil Wöhnert om projekt 81: Brugersegmenteret markedsføring, forklarede Leif Andresen, at projektet ikke ville kunne finansieres af udviklingskontoen for bibliotek.dk, men at projektet ville blive brugt som input til det generelle markedsføringsprojekt, som Biblioteksstyrelsen har under udarbejdelse. Kirsten Larsen fremførte, at det er et godt koncept og Biblioteksstyrelsen ikke har skrinlagt projektet helt endnu. På forespørgsel fra Lone Knakkergaard om notatet om markedsføring vil kunne bruges i et projekt om markedsføring i Danmarks Biblioteksforenings regi, var Leif Andresen og Kirsten Larsen enige om, at notatet kunne videresendes til udvalget til orientering, men ej til genbrug.
Ellers opfordrede Kirsten Larsen udvalgets medlemmer til endelig at kontakte DBC, hvis de havde yderligere spørgsmål eller kommentarer til projekter i udviklingsplanen.
5. Aktuelle notater
Notat om opfølgning af automatisk fjernlån af bibliotek.dk bestillinger.
Leif Andresen orienterede om notatet, hvor der efter input fra brugere, biblioteksansatte, konferencer og Biblioteksstyrelsen er opregnet 5 projekter, som en relevant videreudvikling af den første version af automatisk fjernlån af bibliotek.dk-bestillinger. Projekterne i notatet indgår i debatten af udviklingsplanen for 2008. Nogle af projekterne er videreudvikling af gamle projekter, andre er igen er helt nye projekter. Især projektet om automatisk fjernlån af eget (udlånt)materiale affødte flere kommentarer. Projektet har klare bibliotekspolitiske vinkler og i det endelige notat skal den politiske vinkel medinddrages. Statsbiblioteket og DBC afholder i november to temadage(en i øst og en i vest) om fjernlån, hvor automatiseringsprojektet blandt andet er på dagsorden, og der vil blive orienteret om de nye projektforslag.
Leif Andresen orienterede derefter om et notat udarbejdet af DBC om en forretningsmodel for bibliotek.dk som lokal brugegrænseflade. I notatet diskuteres tre forskellige modeller:
- A: en bibliotek.dk lignende grænseflade til lokalt brug, aktuelle eksempler kan ses bl.a. i Ishøj og Albertslund
- B: bibliotek.dk, hvor låneren har adgang til egne udlån m.v., men søgning sker i bibliotek.dk
- C: model B udbygget med adgang til andre ressourcer (integrated search og/eller federated search)
Notatet baserer sig på en spørgeskemaundersøgelse, som DBC har sendt til bibliotekerne.
Det samlede notat vil indgå i høringen af udviklingsplanen 2008. Notatet kan ses på Biblioteksstyrelsens hjemmeside
6. Brugerundersøgelsen
En foreløbig udgave var udsendt til udvalgets medlemmer og Kirsten Larsen meddelte, at undersøgelsen først var afsluttet i fredags og derfor ikke var helt færdigbearbejdet endnu. Erfaringerne fra undersøgelsen skal klart drages med ind i udviklingsplanen 2008.
Kirsten Larsen gennemgik derefter undersøgelsens resultater mere detaljeret. Enighed i udvalget om, at det var et flot resultat, bibliotek.dk kan måle sig med enhver anden offentlig web-site. Det blev foreslået at indføje tal fra folke- og forskningsbiblioteksstatistikken, især med fokus på udlånstallene. Endvidere blev det diskuteret, hvordan publiceringen kunne yderligere forbedres, f. eks vha. af pressemeddelelse, blogs, sammenligning med brugerundersøgelser fra andre offentlige sites. Lone Knakkergaard foreslog, at den næste brugerundersøgelse kunne udvides med spørgsmål om borgerens tilfredshed med bibliotekernes service. Enighed om på næste møde at diskutere en evt. særskilt brugerundersøgelse, især med fokus på borgernes brug af/tilfredshed med bibliotekernes service.
7 Justeret strategi for bibliotek.dk
Leif Andresen orienterede om høringen af en justeret bibliotek.dk strategi. Den sluttede 9. september 2007 med fire kommentarer - alle positive. Der var en række mindre forbedringer af teksten, som (stort set) blev taget til efterretning. I forbindelse med høringssvar fra Danmarks Biblioteksforening, Danmarks Forskningsbiblioteksforening og bibliotekerne ved Københavns Universitet (KB, DFB og DVJB) er nogle mere konkrete udmeldinger, som vil indgå i forberedelserne til 2008-udviklingsplanen.
8 Udviklingsplan 2008
Udkast til udviklingsplanen i ny og revideret form udsendtes til udvalget 1.oktober. Leif Andresen forklarede, at det ikke var forventeligt, at udvalgets medlemmer havde haft tid til at afklare med baglandet pga. den korte tidsfrist, men at fokus i høj grad ville være på at få diskuteret formen og især forståeligheden af indholdet.
Hugo Skov foreslog, at rammebudgettet udover % tal blev forsynet med de konkrete beløb i kr. og øre.
Enighed om, at formen er meget mere overskuelig og lettere at forholde sig til, endvidere at teksten under de enkelte indsatsområder er dækkende og forståelig. Projekterne er med vilje ikke nummererede for at udgå for deltaljerede svar. Høringsdokumentet kan evt. uddybes ved hjælp af links til mere detaljerede beskrivelse af enkelt projekter.
Lone Knakkergaard stillede spørgsmål ved, at 50 % af udviklingsmidlerne ligger i indsatsområde A, idet hun var bekymret for at sætte en alt for stor ramme af til forbedret søgning og bestilling, hvis de underliggende biblioteker ikke kan leve op til den service, som bibliotek.dk leverer. Lone Knakkergaard foreslog derefter, at der blev overflyttet midler fra indsatsområde A til indsatsområde C. Der udspandt sig derefter en diskussion om udviklingen af de sociale teknologier, nationalt kontra lokalt, herunder bl.a. om ejerskab til brugerdata(ratings, anmeldelser). Leif Andresen konkluderede, at bibliotek.dk er én blandt flere aktører i et spil, men da udvalget peger på dette problem, vil Biblioteksstyrelsen gerne diskutere denne problematik nærmere. Det er dog ikke et bibliotek.dk projekt at lave en national data "brønd", men at bibliotek.dk kan blive en af flere tjenester, som anvender en sådan fælles bruger database.
Derefter blev de enkelte indsatsområder gennemgået.
Hans Nielsen påpegede, at visning af forsidebilleder var et af de projekter, der fortjente at blive uddybet, evt. med mere generel information i form af et link til en status over projektet.
Lone Knakkergaard foreslog, at emneoversigt blev fjernet som projekt fra udviklingsplanen og flyttet over som en driftsopgave.
Under indsatsområde B, sociale teknologier, foreslog Hans Nielsen, at projektet udvikling af særlige bibliotek.dk moduler blev beskrevet mere udførligt. Endvidere blev projektet om samarbejde med borger.dk diskuteret, herunder især den digitale signatur. Leif Andresen konkluderede, at både sociale teknologier og digital signatur henvises med link til en mere udvidet beskrivelse.
Kirsten Larsen nævnte, at det kunne være en mulighed at inddrage ønsker og kommentarer fra brugerundersøgelsen i høringsmaterialet.
Et konkret problem med biblioteker, der ikke angiver i den bibliografiske post, at det pågældende materiale ikke er til udlån, blev drøftet. Drejer sig især om forskningsbiblioteker. Hugo Skov vil tage problemet op med FC.
Leif Andresen konkluderede, at DBC og Biblioteksstyrelsen i fællesskab færdiggør høringsmaterialet således, at det forventes færdigt til at lægge op på Biblioteksstyrelsens hjemmeside senest den 8. november med frist for kommentarer den 29. november.
Endvidere at der oprettes 5 blogposter, en for hvert indsatsområde og en for det generelle, på profblog.bibliotek.dk, og for dermed åbne op for kommentarer.
9. Eventuelt
Intet at bemærke. Leif Andresen takkede for et godt møde og et konstruktivt medspil.
10. Næste mødedato
5. februar 2008 kl. 10 på Vejle Bibliotek





