Biblioteksfagligt udvalg d. 18. juni 2007
13. juli 2007 / Af: Ulla Kvist
Møde i Biblioteksfagligt udvalg om bibliotek.dk
18. juni 2007 kl. 9.30-12.30 på DBC
Referat
Deltagere:
Hans Nielsen (Randers Bibliotek), Bibliotekslederforeningen
Hugo Skov (Statsbiblioteket), Forskningsbibliotekernes Chefkollegium,
Pernille Schütz (Det Danske Filminstituts Bibliotek), Lederforum for Special- og Forskningsbiblioteker
Lone Knakkergård (Vejle Bibliotekerne), Danmarks Biblioteksforening
Morten Nielsen (Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne), Bibliotekarforbundet - IT-faggruppen
Bodil Wöhnert (Esbjerg Kommunes Biblioteker), Bibliotekarforbundet - Referencefaggruppen
Jens Chr. Hjørne (Statsbiblioteket), Danmarks Forskningsbiblioteksforening - Forum for Fjernlån
Leif Andresen, Biblioteksstyrelsen (formand for udvalget)
Lone Hansen, Biblioteksstyrelsen (sekretær for dette møde)
Kirsten Larsen, DBC (gæst)
Per Mogens Petersen, DBC (gæst )
Afbud:Ulla Kvist, Biblioteksstyrelsen (sekretær)
1. Velkomst
Leif Andresen, Biblioteksstyrelsen
Referat
Leif Andresen bød velkommen til såvel gengangere som nye medlemmer til 1. møde i 3. periode for Biblioteksfagligt udvalg om bibliotek.dk, og udvalgsmedlemmerne præsenterede sig.
2. Godkendelse af dagsorden
Referat
Dagsordenen blev godkendt uden ændringer.
3. Opfølgning på referat
Referat af møde i Biblioteksfagligt udvalg om bibliotek.dk 14. februar 2007
(link nedenfor) er godkendt af det afgående udvalg.
Referat
Der var ingen kommentarer til referatet.
4. Introduktion til biblioteksfagligt udvalg om bibliotek.dk
En gennemgang af det formelle grundlag for bibliotek.dk og for udvalget samt dettes formål og funktion ved Leif Andresen.
Henvisninger til baggrundsmateriale (link nedenfor):
- Kontrakt mellem Biblioteksstyrelsen og Dansk Bibliotekscenter AS om drift, vedligeholdelse og videreudvikling af bibliotek.dk
- Årshjul for bibliotek.dk
- Udvalgets sammensætning
- Kommissorium for biblioteksfagligt udvalg om bibliotek.dk
- Strategi for bibliotek.dk
Under dette punkt ønskes også drøftet hvordan udvalgets medlemmer sikrer forbindelserne til "baglandene" og hvordan det har betydning for udvalgets arbejde.
Referat
Leif Andresen præsenterede arbejdsgrundlag m.v. og udvalget tog orienteringen til efterretning.
5. Status for udvikling af bibliotek.dk 2007
Kort mundtligt oplæg ved Kirsten Larsen med aktuel status for de vigtigste igangværende udviklingsprojekter.
Henvisninger til baggrundsmateriale (link nedenfor):
- Udviklingsplan 2007 for bibliotek.dk
Formålet med denne orientering er at give udvalgets medlemmer en opdateret baggrundsviden om udviklingen i 2007 af bibliotek.dk.
Som bekendt afholdes en workshop om sociale teknologier i forbindelse med mødet. Til orientering vedlægges et afbud fra Hofman et al.
Endvidere vedlægges preprint af en artikel i Nyt fra Biblioteksstyrelsen, 2007,6, -Bibliotek 2.0 og bibliotek.dk? af Leif Andresen
Referat
Kirsten Larsen præsenterede udviklingsplanen for 2007.
Udvalget drøftede kort afbud til eftermiddagens workshop om sociale teknologier fra "de fem", og spørgsmålet om bibliotek.dk og netbibliotekernes økonomi på lidt længere sigt blev kort berørt.
6. Aktuelle notater
Som annonceret er en række notater publiceret på Biblioteksstyrelsens hjemmeside under bibliotek.dk udvikling. Det skal understreges, at disse som hovedregel ikke er til en omfattende behandling (fremlæggelse etc.), men er en lejlighed for udvalgets medlemmer til at kommentere. Er der ikke bemærkninger eller spørgsmål, gås blot videre til næste notat/punkt. Skulle et medlem ønske et specifikt notat drøftet nærmere, bedes dette meddelt på forhånd.
(Link til notaterne kan findes nedenfor)
Referat
Udvalget gennemgik de forelagte notater:
- bibliotek.dk webservice: Ingen kommentarer
- Værkvis-eksport: Ingen kommentarer
- Artikelleveringsservice fra Statsbiblioteket: Lone Knakkergård foreslog som idé til et projekt, at de depoter af undervisningsmaterialer der nu scannes gøres tilgængelige via bibliotek.dk
- Find vej: Efter en principiel drøftelse var der tilslutning til at kun større projekter der opstår undervejs skal sendes til udtalelse hos udvalget. Projekter på 30.000 - 40.000 kr. kan f.eks. sendes til kommentering på den professionelle blog for bibliotek.dk inden der træffes beslutning.
-Brugersegmenteret markedsføring: Kirsten Larsen understregede, at der ikke er tale om et færdigt projektforslag. Hans Nielsen anførte, at projektet ikke må komme til at hedde Bogormen. Lone Knakkergård tilkendegav, at hun ville tro at bibliotekerne gerne medvirker med eksempler til spillet.
7. Justering af bibliotek.dk strategi
Debatoplæg om justering af bibliotek.dk strategien (link til debatoplægget kan findes nedenfor)
Referat
Oplægget blev drøftet og der fremkom nogle supplerende forslag og forslag til rettelser. Oplægget tilrettes og lægges på hjemmesiden medio juli med en høringsfrist den 9. september 2007.
8. Håndtering af udviklingsplaner for bibliotek.dk
Debatoplæg om håndteringen af udviklingsplanen, høring mv.(link til oplægget kan findes nedenfor)
Referat
Efter en drøftelse anbefalede udvalget at der opstilles rammebudgetter for hvert indsatsområde og at projekterne kategoriseres i forhold til tre økonomiske kategorier.
Udvalget er af den opfattelse at det ikke er økonomi der er det centrale for bibliotekslederforeninger m.v. vedrørende udviklingen af bibliotek.dk men væsentlighed og funktion i forhold til brugerne (og bibliotekerne).
9 Udviklingsplan 2008
Praktisk aftale om udvalgets medvirken i forlængelse af pkt.8
Referat
Udkast til udviklingsplan for 2008 kan foreligge omkring 1. oktober. Forslag til planen sendes hurtigst muligt og senest medio september til Kirsten Larsen/Leif Andresen.
10. Eventuelt
Leif Andresen orienterede om hvor mange biblioteker der er tilmeldt automatisering af fjernlån: 4/5 af folkebibliotekerne, Det kongelige Bibliotek, Statsbiblioteket og otte andre forskningsbiblioteker - heraf tre store.
Lone Knakkergård opfordrede til at de statslige lovbiblioteker forpligtes til at anvende automatiseringsfaciliteterne.
I øvrigt vil automatiseringen løbende blive evalueret og justeret.
11. Næste mødedato
Referat
Næste møde afholdes 4. oktober 2007 kl. 10.00 (evt. i Det Danske Filminstitut) og efterfølgende holdes der møde den 5. februar 2008 kl. 10.00.





