33 73 33 54
Biblioteksfagligt udvalg den 1. juni 2010
9. august 2010
Referat af møde i Biblioteksfagligt udvalg for bibliotek.dk den 1. juni 2010 kl. 10.00 – 14.00 i Styrelsen for Bibliotek og Medier
Deltagere:
Bente Nielsen (Guldborgsund Bibliotekerne), Bibliotekslederforeningen
Else Refstrup (Statsbiblioteket), Forskningsbibliotekernes Chefkollegium,
Pernille Schütz (Det Danske Filminstituts Bibliotek), Lederforum for Special- og Forskningsbiblioteker
Martin Lundsgaard-Leth(Ikast-Brande Bibliotek), Danmarks Biblioteksforening
Pernille Saul (Guldborgsund Bibliotekerne), Bibliotekarforbundet - IT-faggruppen Bodil Wöhnert (Esbjerg Kommunes Biblioteker), Bibliotekarforbundet - Referencefaggruppen
Helle Brink (Statsbiblioteket), Danmarks Forskningsbiblioteksforening - Forum for Fjernlån
Leif Andresen, Styrelsen for Bibliotek og Medier (formand for udvalget)
Ulla Kvist, Styrelsen for Bibliotek og Medier (sekretær)
Kirsten Larsen, DBC
Nanna Agergaard, DBC
1.Velkomst
Leif Andresen, Styrelsen for Bibliotek og Medier
Referat:
Leif bød velkommen til de nye medlemmer af udvalget, Bente Nielsen som ny repræsentant fra bibliotekslederforeningen og fra DBC Nanna Agergaard, som afløser Anders-Henrik Petersen. Leif Andresen meddelte, at han i en mail har takket Hans Nielsen, der er trådt ud af udvalget, for hans altid fleksible og konstruktive deltagelse i udvalgets arbejde.
2.Godkendelse af dagsordenen
Leif Andersen orienterede om, at der under pkt. 7 vil blive drøftet følgende spørgsmål:
• Præsentation af den nye BOB
• oplæg om brugerskabte data.
• Et spørgsmål om IPAD.
Leif Andresen uddelte derefter kvartalsrapporten fra DBC.
3. Opfølgning på referat
Referat af møde i Biblioteksfagligt udvalg om bibliotek.dk den 2. februar 2010, som er godkendt pr. mail.
http://www.bibliotekogmedier.dk/biblioteksomraadet/nationale-ordninger/bibliotekdk/biblioteksfagligt-udvalg/biblioteksfagligt-udvalg-den-2-februar-2010/
Referat
Ingen kommentarer til referatet
4. bibliotek.dk 10 års jubilæum
Referat:
Leif Andresen orienterede om, at styrelsen deltager i eDag3 kampagnen med fokus på bibliotek.dk og redegjorde for, at kampagnen er blevet sammenlagt med NemID kampagnen. Konceptet for selve reklamekampagnen er dog endnu ikke færdigudarbejdet og fejringen af 10 års jubilæum afhænger af eDag3 kampagnen endelig falder på plads. Men enighed om, at forberedelserne til jubilæet på idé planet med fordel vil kunne sættes i gang nu og dermed tage tråden op fra det sidste møde i udvalget. Udvalget drøftede derefter mange mulige ideer til fejring af jubilæet, bl.a.:
• en konkurrence, hvor brugerne kan stemmer om årtiets skønlitterære bog, en idé som også kan anvendes på andre temaer.
Der blev stillet forslag om at benytte kendte hitlister, titler der har været indstillet til andre priser, 10 titler for hvert af de udvalgte områder. Bente Nielsen mente, det betød en understøttelse af mainstream titler og foreslog i stedet at lade brugernes forslag danne basis for nomineringen. Kirsten Larsen var i princippet enig, men det ville være et stort arbejde at gennemgå alle titler, med et deraf følgende ressourceforbrug.
Til et forslag fra Bodil Wöhnert om at åbne en lille hjemmeside, hvor brugerne kunne melde forslag ind, svarede Kirsten Larsen, at forslaget ligeledes var ressourcekrævende og at ideen var, at konkurrence skulle baserer sig på materiale, der i forvejen er i bibliotek.dk
• En plakatserie med ”kendisser”, der udtaler sig positivt om bibliotek.dk. Danmarks Biblioteksforening fik udarbejdet en serie i anledning af deres 100 år jubilæum. Kirsten Larsen vidste at plakatserien ikke kan genbruges pga. af copyright problemer.
• En plakatserie hvor forslag til udvikling af bibliotek efterspørges fra brugerne. Kirsten Larsen forklarede, at der i forvejen indkommer rigtig mange nye ideer fra brugerne via den årlige brugerundersøgelse på bibliotek.dk.
• Face-book profilen inddrages i jubilæumsfejringen.
• En jubilæumsknap på Google på dagen
• En quiz – a la hjernequiz’en tidligere.
• Et Hackathon
Pernille Schütz understregede, at det, der skal fejres, skal fejres inde på bibliotek.dk, og at hun ikke mente, at en sådan ide som brugernes nominering af titler var interessant længere, i stedet ville en quiz, hvor brugerne kan vinde f. eks en fladskærm, være mere interessant.
Flere var enige i dette udsagn og støttede forslaget om en quiz i stedet for en konkurrence om årtiets skønlitterære værk.
Kirsten Larsen understregede, at alt efter hvilken model quizzen udarbejdes efter vil den være relativ dyr eller billig, der blev f.eks. brugt ca. 300.000 kr. på hjernequizzen.
Kirsten Larsen foreslog derefter, at der blev nedsat en undergruppe, der videre kunne drøfte forslag til jubilæumsprojekter og det økonomiske råderum.
Endvidere at DBC, på baggrund af alle de i dag fremsatte ideer, udarbejder en skitse til forslag til fejring og rundsender den til udvalgsmedlemmerne i løbet af august.
Men det afhænger igen af tidsplanen for eDag3 og Leif Andresen kunne fortælle, at den endelig plan skal godkendes den 9. juli og derefter ligeledes vil blive udsendt til udvalget.
Arbejdsgruppen nedsættes i løbet af august på initiativ af Kirsten Larsen
5.Bibliotekspersonalets manglende viden om bibliotek.dk
Bilag: oplæg fra Kirsten Larsen.
Referat:
Et oplæg fra Kirsten Larsen og en artikel fra Bibliotekspressen om brugen af bibliotek.dk var udsendt før mødet.
Nanna Agergaard orienterede om projektet Nationalt læringsprojekt, som Frederiksberg, Herning og DBC har fået støtte fra udviklingspuljen til at gennemføre. Ideen bag projektet var at få udarbejdet materiale rettet mod brugerne, materiale der kan understøtte folkebibliotekernes rolle som læringscenter i relation til bibliotek.dk. Under en workshop om projektet kom det frem, at bibliotekspersonalet også kunne have brug for en opdatering i forhold til brugen af bibliotek.dk og derfor ville DBC gerne diskutere mulige ideer til løsninger med udvalget. Der var enighed i udvalget om, at det manglende kendskab til bibliotek.dk var et generelt problem og der blev foreslået og drøftet mange ideer og løsningsforslag som følger:
• Uddannelse af lokale ambassadører, der bliver certificeret i brugen af bibliotek.dk
• Disse ambassadører kan lokalt tage funktioner i bibliotek.dk op på personale møder, f.eks. bare 10 min. om de nyeste faciliteter i bibliotek.dk
• DBC laver tilbud om korte opdateringskurser
• DBC har kontakt med Biblioteksvagten for at arrangere noget for biblioteksvagterne
• En quiz til at varme op på
• Flere tiltag kan komme på tale
Leif Andresen konkluderede, at han sammen med Kirsten Larsen vil udarbejde et notat, der sammenstiller de forskellige forslag og give et forslag til det økonomiske råderum. Sendes rundt til udvalget for evt. kommentarer. En quiz til at teste bibliotekspersonalets viden om bibliotek.dk er allerede nu lagt op på profblog.bibliotek.dk og vil kunne bruges som oplæg til gå-hjem-møderne.
6. Prioritering af bibliotek.dk udvikling 2010/2011
Indledende drøftelse af prioritering af 2010 og dermed en implikation for 2011.
Bilag: Udviklingsplanen 2010 disponeringsplan vedlagt
De i bilaget projekter mærket med ”Droppes” er til drøftelse. Desuden er mange projekter ikke med beløb; men vurderingen er klart, at der ikke vil være penge til alle projekter i 2010.
Link: Oversigt over udviklingsplanen 2010: http://www.bibliotekogmedier.dk/biblioteksomraadet/nationale-ordninger/bibliotekdk/udvikling-af-bibliotekdk/udviklingsplan-2010-loebende-opdatering/
Referat:
Leif Andresen gav en kort orientering om projektet Danskernes Digitale Bibliotek – kaldet DDB. Der foregår lige nu drøftelser i mellem KL og ministeriet bl.a. om den økonomiske finansiering af projektet. Styrelsen har udarbejdet kommissorium, som afventer at blive konfirmeret og koordinationsgruppen for netbiblioteker har afholdt en workshop, hvor forslag til forløb og organisering blev drøftet. På workshoppen blev endvidere besluttet at ansætte en projektleder finansieret af midler fra koordinationsgruppen, samt at nedsætte en række arbejdsgrupper. Men, understregede Leif Andresen, intet er afgjort endnu, det afhænger af drøftelserne mellem KL og ministeriet. Ligeledes er der ikke en klar udmelding om, hvordan bibliotek.dk skal tænkes ind i projektet.
Men bibliotek.dk udviklingsplanen fungerer stadig og Leif Andresen forklarede, at der er mange projekter og ønsker, men at vurderingen er, at der ikke vil være penge nok til gennemføre dem alle sammen og det derfor vil være nødvendigt at prioritere mellem dem.
Som opfølgning på Leif Andresens redegørelse om DDB, henledte Bente Nielsen opmærksomheden på Statsbibliotekets nye lancering digi-bib.dk. Bente Nielsen mente, at lanceringen af en sådan ny tjeneste overordnet er med til at skabe et meget rodet indtryk. Hvis ønsket er at skabe danskernes fælles digitale bibliotek, så er en sådan side udvikling som digi-bib.dk med til at forplumre en overordnet stillingtagen. Der burde ikke gives tilskud længere til udvikling af sideprojekter, men i stedet burde ressourcerne fokuseres på udviklingen af ét fælles projekt
Leif Andresen fortalte, at det samme spørgsmål var blevet diskuteret på workshoppen om DDB, og at Statsbibliotekets udmelding var at Digi-bib.dk klart var en naturlig del af det digitale bibliotek. Else Refstrup supplerede med, at digi-bib.dk var en sammenlægning af Bibliotekernes Netmusik og musikbibliotek.dk, det eneste nye er, at der også gives adgang til lydbøger via digi-bib.dk. Generel enighed i udvalget om, at det er vigtigt at undgå for megen parallel udvikling, og at en overordnet koordinering af udviklingen er nødvendig.
Derefter gik udvalget over til at gennemgå den udsendte oversigt, hvor Kirsten Larsen som forslag havde markeret de projekter, der kunne udskydes. Leif Andresen understregede, at der ikke er givet et økonomisk bud på projektet Mobilsøgning, men at det klart kommer til at fylde meget.
Udviklingsplanen består af mange projekter, som alle sammen er interessante, men hvor nogen af dem efter nærmere overvejelser kan udskydes. Leif Andresen ville gerne have et bud på, hvilke projekter der ikke må røres ved, hvilke projekter der er ”nice to have” og hvilke der kan udskydes.
At et projekt er foreslået udskudt er ikke ensbetydende med, at projektet helt bliver opgivet, men blot at det bliver skudt til næste års udviklingsplan.
Udvalget stillede forskellige uddybende spørgsmål til enkelte projekter og kom derefter med deres bud på projekter, der kan udskydes.
Der udspandt sig en diskussion om interessen for bibliotek.dk som lokal brugergrænseflade. Leif Andresen konkluderede, at udfoldningen af projektet om bibliotek.dk som lokal brugergrænseflade afhænger af, hvad der kommer til at ske med DDB.
Mobil platform for lånerstatus er nu udviklet, brugerne vil meget gerne have mulighed for at kunne søge via mobiltelefonen, f.eks. ved at kunne tage et billede af stregkoden og sende det via mobil og finde den i bibliotek.dk. Det kræver nye mobiler, men er et interessant projekt
Leif Andresen trak tre hovedkonklusioner frem: 1) Mobilservices så hurtigt som muligt 2) lokal brugergrænseflade venter 3)bibliotek.dk services på borger.dk venter.
7. Udviklingsplan 2010
Referat
Kirsten Larsen orienterede om, at bestilsystemet og BOB er helt udskiftet – skiftet skete natten før dette møde. Ingen kriser så vidt det ser ud nu, men der kan forventes endnu en del tilretning og formentlig en del opklarende spørgsmål. DBC afholder orienteringsmøder om nyudviklingen og har endvidere udarbejdet nye vejledninger både til VIP og til BOB.
Kirsten Larsen gennemgik derefter det udsendte notat om brugerskabte data og efterspurgte udvalgets holdning til, hvilke lister der ville være interessante at sætte i gang. Der var forskellige opklarende spørgsmål til Kirsten Larsen og enighed om at udarbejde de lister, der er lettest at lave først.
DBC har modtaget et tilbud fra et mobilfirma om også at supportere IPAD. Salget af IPAD er dog stadig sådan, at det først kan komme på tale på næste års udviklingsplan, men enighed om, at der skal holdes øje med salget af IPAD.
Kirsten Larsen fortalte til slut, at projektet med de færøske poster i bibliotek.dk har været en succes, de har allerede modtaget 77 bestillinger fra Danmark.
8.Eventuelt
Referat:
Leif Andresen orienterede om, at høringsperioden for udviklingsplanen for 2011 vil være på de sædvanlige tre uger, fra den 8. november til den 29. november.
9. Næste mødedato
Næste møde i slutningen af september. En doodle udsendes snarest til udvalgets medlemmer.
Leif Andresen takkede for god ro og orden.




