Genvejsmenu:
S - Indhold
Sektionmenu
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg

Biblioteksfagligt udvalg den 24. februar 2011

28. april 2011 

Møde i Biblioteksfagligt udvalg for bibliotek.dk den 24. februar 2011 kl. 10.00 – 14.00 i Styrelsen for Bibliotek og Medier, H.C. Andersens Boulevard 2, 1553 Kbh. V.

Deltagere:
Bente Nielsen (Guldborgsund Bibliotekerne), Bibliotekslederforeningen
Pernille Schütz (Det Danske Filminstituts Bibliotek), Lederforum for Special- og Forskningsbiblioteker
Pernille Saul (Guldborgsund Bibliotekerne), Bibliotekarforbundet - IT-faggruppen
Bodil Wöhnert (Esbjerg Kommunes Biblioteker), Bibliotekarforbundet - Referencefaggruppen
Helle Brink (Statsbiblioteket), Danmarks Forskningsbiblioteksforening - Forum for Fjernlån

Leif Andresen, Styrelsen for Bibliotek og Medier (formand for udvalget)
Ulla Kvist, Styrelsen for Bibliotek og Medier (sekretær)

Kirsten Larsen, DBC
Nanna Agergaard, DBC
Afbud:
Else Refstrup (Statsbiblioteket), Forskningsbibliotekernes Chefkollegium
Martin Lundsgaard-Leth(Ikast-Brande Bibliotek), Danmarks Biblioteksforening
1.    Velkomst
Leif Andresen, Styrelsen for Bibliotek og Medier
Referat:
Leif Andresen bød velkommen og gav besked om at der var afbud fra Martin Lundsgaard-Leth og Else Refstrup.
2.    Godkendelse af dagsordenen
Projektet: nye søgesider til lydbøger og spil blev tilføjet til pkt. 5. Udviklingsplan 2011.
3.    Opfølgning på referat
Referat af møde i Biblioteksfagligt udvalg om bibliotek.dk den 29. september 2011, som er godkendt pr. mail.
Link: http://www.bibliotekogmedier.dk/biblioteksomraadet/nationale-ordninger/bibliotekdk/biblioteksfagligt-udvalg/biblioteksfagligt-udvalg-den-29-september-2010/

Referat:
Leif Andresen havde den kommentar til pkt.4: bibliotek.dk 10 års jubilæum, at evalueringen af eDag3 kampagnen viste, at kampagnen ingen indflydelse havde haft på besøgstallet på bibliotek.dk.
Kirsten Larsen gennemgik kort de andre tiltag, der blev iværksat for at fejre 10 års jubilæet: der havde været en hel del brugere, der deltog i quizzen på nettet, tidslinjen med bibliotek.dk´s historie i presserummet vil blive bibeholdt og opdateret med nyudvikling. Til gengæld havde der kun meldt sig 1 deltager til projektet med at udpege verdens bedste bog. Selve dagen blev fejret med lagkage på forsiden.
Derudover var der ingen kommentarer til referatet.
4.    Vurdering af bibliotek.dk udvikling 2010
Link: http://www.bibliotekogmedier.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/bibliotek/nationale_ordninger/bibliotekdk/status_for_bibliotek.dk/bibliotekdk_udviklingsplan_2010_til_hjemmesiden_ultimo2010_final__2_.pdf
Referat:
Sidste års udviklingsplan var som noget nyt blevet evalueret ved at medlemmerne af udvalget var blevet bedt om at komme med et bud på, hvilke tre projekter der var de vigtigste for brugerne og for bibliotekerne. Leif Andresen ønskede at gentage succesen og havde derfor på forhånd bedt udvalgets medlemmer om igen at medbringe mindst tre bud på hvert af disse punkter:
•    Hvad synes du er det vigtigste for bibliotekerne?
•    Hvad synes du er det vigtigste for brugerne?
Leif Andresen understregede, at selve evalueringen af udviklingen af bibliotek.dk i 2010 kun vil blive publiceret i form af referatet fra dette møde.
Pernille Schütz lagde for med først for bibliotekerne at fremhæve forbedringen af svartiderne som det vigtigste, dernæst fjernelsen af dobbeltbestillinger, for brugerne måtte udviklingen i anvendelsen af mobile teknologier være det vigtigste og endte med at foreslå, at en diskussion af bibliotek.dk´s rolle i forhold til det digitale indhold i Europeana snart var påkrævet.
Pernille Saul fremhævede introfilmen og adgangen til artikler i Infomedia, og havde et lille hjertesuk om, at ”alt det sociale” kan virke som støj og være meget irriterende, når der målrettet søges efter bestemte emner, samt at vægtningen mellem de ”to ben” sommetider kan være ret problematisk.
Bodil Wöhnert var enig i, at samspillet med Europeana klart var et emne, der burde diskuteres i 2011. For bibliotekerne var forbedring af bestillingsflowet klart det vigtigste og for brugerne de nye funktionaliteter, såsom at kunne søge på bestemte materialekategorier. Men Bodil Wöhnert havde til gengæld igen modtaget klager over svartiderne og fandt, at det ikke var blevet nemmere at være brugere på den nye hjemmeside, grænsefladen var blevet mere forvirrende og rodet, og det var uklart, hvilke link der skal klikkes på, hvilket gjorde hjemmesiden svær at bruge
Bente Nielsen havde set på grænsefladen ud fra det, hun betegnede som ”en lystbrugers” (i form af sin husbond) synsvinkel og mente ikke, at det kunne understreges nok, at visualisering er det vigtigste, bl.a. skal emnehierarkiet visualiseres mere, hun oplevede til gengæld ikke, at der var problemer med hvilke link, der skulle trykkes på og fandt, at det gav stor inspiration at benytte rating og stjernerne.
Bente Nielsen selv kunne dog godt forestille sig, at det kunne være muligt at vælge at slå nogle af de mange muligheder fra.  Effektivisering er det vigtigste, at dobbeltbestillinger nu er fjernet er godt, jo mere flowet kører, jo bedre.
Helle Brink nævnte også forbedringer i svartiderne og anvendelsen af de mobile tjenester, som noget af det vigtigste fra udviklingsplanen 2010. Helle Brink påpegede dog, at der var problemer med stavehjælpen, især med forfatternavne. Kirsten Larsen forklarede, at stavehjælpen på forfatternavne ikke fungerer optimalt (og det er nok også et uopnåeligt mål) og understregede samtidig, at det er vigtigt at få eksempler på stavehjælp, der ikke fungerede, tilsendt.
Alle deltagere udtrykte sig således meget positivt om mobile tjenester og Leif Andresen efterlyste derefter forslag til, hvad den næste udvikling kunne være. En satsning på udvikling af en tjeneste til iPad blev nævnt og Kirsten Larsen sagde, at bibliotek.dk fungerer udmærket på iPad, men man routes lige nu til mobilversionen. Det bliver ændret så man ser web-versionen i stedet. Bente Nielsen foreslog, at bibliotekerne kunne lægge ”månedens bog” gratis op til download, ligesom DR gør med lydbøger, frikøbe 12 titler hvert år, så uanset, hvor i landet man var, kunne den downloades. Leif Andresen mente, det var et meget interessant forslag, men forudså også problemer med indgåelse af licensaftaler og forhandlinger med rettighedshaverne.
Nanna Agergaard forklarede, at servicen: find det nærmeste åbne bibliotek vil være en del af VIP fra næste version, men at det ikke fastlagt, hvornår det sættes i gang.
Helle Brink mente, at det hastede, idet allerede nu var mange døgnåbne filialer i Aarhus, det være sig bemandet eller ubemandet. Leif Andresen supplerede med, at der findes flere former for betjeningssteder, bl.a. har Herning nu et større antal servicepunkter og muligheden for at hefte en forklarende tekst på i VIP basen vil være vigtigt, især for servicepunkterne. På et spørgsmål fra Bodil Wöhnert kunne Kirsten Larsen forklare, at den lokale OPAC vil kunne genbruge data fra VIP-basen, når servicen er etableret. Et af succeskriterierne kunne være, at brugerne nemt vil kunne finde det bibliotek i nærheden, der har åbent med betjening.
Leif Andresen vendte tilbage til, at flere medlemmer havde udtrykt ønske om at åbne op for en diskussion om Europeana. Bodil Wöhnert forklarede, at der allerede nu i Europeana lå meget digitaliseret materiale om Danmark ikke kun fra KB og DR, men også fra andre lande. Bl.a. en hel del materiale om Esbjerg. Så et ønske kunne være en form for brobygning mellem Europeana og bibliotek.dk. Leif Andresen var enig i, at Europeana efterhånden indeholder en del dansk materialer, som er digitaliseret andre steder i Europa og gav udtryk for, at det klart var interessant at medtage Europeana i paletten med hensyn til videresøgning.
Forskellige modeller for hvordan samspillet kunne løses, blev nævnt, men Leif Andresen mente, at videresøgning klart ville være den letteste måde at etablere et samspil på lige nu og her. Mængden af poster i Europeana er nu ved at være så stor, at det klart vil være et meget relevant projekt at gå i gang med. [Efter mødets afholdelse er Europeana er nu med i linkresolveren (søg videre på nettet) på bøger]
Bodil Wöhnert efterspurgte en emneside, hvor alle de e-ressourcer, der er indkøbt til de danske folkebiblioteker, kunne blive synliggjort. Som de ligger nu, er de ikke særlig synlige, så en samlet oversigt over dem kunne være ønskeligt.  
Kirsten Larsen svarede, at i forbindelse med arbejdet med overgang til brøndteknologien, var der indledt et samarbejde med licensguiden.dk for at finde  relevante løsninger for en indeksering (men der er ikke tale om en emneopdeling af licenserne). Bodil mente ikke, at det kunne vente, det var vigtigt så hurtigt som muligt at få synliggjort adgangen til disse e-ressourcer, f.eks. i form af en karrusel løsning. Leif Andresen påpegede, at det er vigtigt at få udarbejdet en generel løsning på præsentationen af især de e-ressourcer, som folkebibliotekerne betaler for adgangen til.
Det var klart, at forskningsbibliotekerne ikke har det samme behov for synliggørelse. Efter en kort diskussion af hvordan e-ressourcerne bedst synliggøres, konkluderede Leif Andresen, at en evt. løsning både skal kunne løse problemet med, at det skal være nemt at finde en liste over e-ressourcerne, dels at der skal være en systematisk opstilling med mulighed for søgning og samtidig skal det være let at markedsføre.
Kirsten Larsen havde sine forbehold overfor en løsning med en emneindgang til licenserne i bibliotek.dk-regi. Leif Andresen fastslog, at der et stort behov for at skabe et overblik over dette område, at få dokumenteret og klarlagt, hvilke mulige løsninger der er, således at der kan skabes et beslutningsgrundlag for et evt. projekt i 2011.
Stavehjælp:
Kirsten Larsen forklarede, at der var blevet konstateret en del fejl i stavehjælpen. Problemerne burde være løst nu og en del projekter som ikke blev lavet sidste år, vil blive igangsat i år, deriblandt et projekt om synonymer. Forfatternavne er også på listen, men det er  svært at løse ethvert forfatterstaveproblem, idet der er et utal af mulige brugte  navneformer.
Leif Andresen vendte tilbage til Bodil Wöhnerts udsagn om, at den nye grænseflade er for uoverskuelig, med alt for megen funktionalitet.
Bodil Wöhnert nævnte som et eksempel, at det er forvirrende, at der ligger links til e-ressourcerne flere forskellige steder, hvortil Kirsten Larsen svarede, at det er fordi der eksisterer to forskellige løsninger, én for forskningsbibliotekerne og én for folkebibliotekerne, f.eks. ligger linket til e-ressourcen hos forskningsbibliotekerne i selve posten. Bodil Wöhnert mente, at der måtte være en løsning, en mere sigende term, der kunne indikere, at dette er en e-ressource for folkebibliotekerne. Kirsten Larsen påpegede, at dette er en meget kompliceret verden, og at den nuværende tekst angiver, at her kan brugeren få gratis adgang.
Kirsten Larsen brugte eksemplet med værkvisning for at illustrere, hvor komplekst visning af et værk kan være.
Leif Andresen var enig i, at den perfekte løsning ikke findes, og at det derfor var nødvendigt at gå efter den bedst mulige. Ved f.eks. at benytte sig af en ”fold ud mulighed”. F.eks. skal brugerne selv kunne styre, hvor komplekst en søgning skal være ved at klikke på en ”fold ud mulighed”.
5.    Udviklingsplan 2011
Herunder især projekterne om:
Gem alle mine lån – mundtlig orientering
”Karrusellen” til nye materialer (bilag vedlagt)
Videresøgning på klassemærke (bilag vedlagt)
Bestilling af e-bøger – mundtlig orientering
Bibliotek.dk migration (jævnfør projekterne A02b, A02c og A04a)
Link: http://www.bibliotekogmedier.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/bibliotek/nationale_ordninger/bibliotekdk/Generel_dokumentation/bibliotekdk_udviklingsplan_2011.pdf
Referat:
Gem alle mine lån:
Kirsten Larsen forklarede, at udvalget var blevet bedt om specielt at tage stilling til projektet, fordi mange i brugerundersøgelsen angav, at de gerne ville kunne gemme data om, hvilke bøger de havde haft lånt. Samtidig var der aspektet med datamining, hvor dataene ville kunne genbruges til at danne baggrund for anbefalinger til brugere som måtte ønske anbefalinger på baggrund af deres lån..” Juridisk burde det ikke være problematisk, så længe at brugerne bliver bedt om at give en accept af, at dataene må gemmes. Kirsten Larsen ville høre udvalgets medlemmer, om projektet var så interessant, at det var værd at gå videre med. I givet fald, vil der derefter blive udsendt en høring til bibliotekscheferne for at vurdere om et evt. projekt skal sættes i gang.
Pernille Saul mente helt klart, at brugerne ville sige ja. Lokalt vil projektet også kunne anvendes.
Leif Andresen påpegede, at i givet fald skal det meldes ud, at et nationalt projekt er under udvikling, således at lokal parallel udvikling undgås.
Helle Brink fandt, at det var et luksus projekt og Bente Nielsen var principielt ikke enig i projektet, det næste bliver vel, at brugerne i søgninger ikke bliver præsenteret for de bøger, de allerede har læst!!.
Leif Andresen påpegede igen, at brugeren skal have accepteret, at deres data gemmes og skal være logget ind med NemID for at kunne være med. Samtidig skal brugeren have mulighed for at kunne trække sig ud igen. Det blev igen understreget om der nu også var grund til at lave et sådan projekt, om det ikke var et luksus projekt. På et spørgsmål fra Bente Nielsen om prisen for et sådant projekt, kunne Kirsten Larsen svare, at det endnu ikke var prissat, men at det klart ikke var et lille projekt. Kirsten Larsen understregede, at det var svært at vurdere med disse sociale tjenester, om de bliver en succes, der gives ingen garanti.
DBC vil sørge for, at projekt ideen præsenteres på den workshop om DDB, som styrelsen afholder den 23 marts 2011. Konklusionen afventer reaktionen på selve dagen.
Karrusel til nye materialer:
Nanna Agergaard gav en kort orientering om baggrunden for projektet. Efter en henvendelse fra forlæggerforeningen om muligheden af at kunne synliggøre nye danske bøger i bibliotek.dk, blev der afholdt et møde med foreningen, hvilket udmøntede sig i et oplæg til et projekt om, hvordan præsentationen kan løses i bibliotek.dk grænsefladen.
Nanna Agergaard forklarede, at tanken er, at de bibliotekskatalogiserede materialer skal være udgangspunktet og skal kunne indeholde materiale indenfor bøger(opdelt i børn og voksne), film, multimedier,  hoved ideen er, at det skal være inspirationsgivende. Nanna Agergaard viste derefter forslag til flere måder at præsentere titlerne på.
Hvis en infoboks på forsiden vælges som præsentation, så mente Bente Nielsen, at det skal være de sidste nyheder, der vises, men hvis præsentationen af titlerne ikke behøver at være på forsiden, vil det kunne tjene mere som et inspirationsoplæg og indeholde andet end de sidste nye materialer, præsentationen kunne så være i form af en karrusel. Leif Andresen nævnte, at forlæggerforeningen forventes at give en tilbagemelding, men at forslaget vil være at gå videre med projektet efter model 2 med en infoboksog karrusel. Karruselteknologien skal testes af, og i fald det er en succes, vil denne teknologi kunne anvendes på andre projekter.
Kirsten Larsen understregede, at det har været nyhederne, der her har været indgangsvinklen og ikke så meget karruselteknologien. Et forsøg med nyhedsinformation på nationalt niveau i håb om, at andre titler end hit-liste-bøgerne vil blive vist.
Videresøgning på klassemærke via Find titler der ligner
Kirsten Larsen indledte med at forklare, at forslaget til projektet kommer fra DBCs artikelindeksører. Som det er nu, vises klassemærket for artikler ikke i bibliotek.dk, da der kun vises DK5 som opstilling. Men også for artikler kan det for den vidende bruger være en god kvalificering af søgningen, hvis DK5 kan bruges til videresøgning. Kirsten Larsen syntes, det var en overvejelse værd og et eksempel på et bud på at udnytte og vise data, som i forvejen bliver tilført posten fra nationalbibliografien.
Enighed i udvalget om, at det er et fornuftigt projekt og dermed ok at gå videre med.
Bestilling af e-bøger
Kirsten Larsen redegjorde for problemet (nogle ønsker bestilknap på e-bøger fjernet – andre synes at kopi-muligheden er bedre end intet og ønsker den derfor bibeholdt) og forklarede, at det er svært at finde en løsning, der tilgodeser alle ønsker, men at det er vigtigt at sørge for, at den valgte løsning tilfredsstiller de fleste. Kirsten Larsen havde udarbejdet et oplæg til Det Kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket med forslag til at kommercielle e-bøger IKKE har en bestilknap men en ny info-tekst der forklarer hvorfor man ikke kan bestille og hvilke muligheder man har. Bodil Wöhnert var helt sikker på, at denne løsning ville virke totalt forvirrende på folkebiblioteksområdet og efterlyste en løsning, som efterfølger til ebog.dk, en løsning med adgang til hele bøger og ikke kun afsnit.
Helle Brink fandt det ville være en god ide ved en bestilling på en e-ressource samtidig at vise den pågældende licensaftale.
Leif Andresen understregede, at det er en løsning af formidlingen af de e-bøger, som man ikke har adgang til, der lægges op til her. Kirsten Larsen foreslog, at bestil knappen blev fjernet og erstattet af en tekst i stil med ”dette er en e-bog. Du kan ikke låne den med mindre du har adgang via et af de biblioteker der står nedenunder”. Set fra bruger side er det ikke sjovt, men det er jo realiteten. Brugeren kan så henvende sig til et af de nævnte biblioteker og få et print af artiklen/afsnittet.
Leif Andresen mente, at det var vigtigt at fjernelsen af knappen med ledsages af udarbejdelsen af en forklarende tekst, brugerne må ikke efterlades uden en udvej.
Kirsten Larsen var inde på, at linket inde i posten kan give adgang direkte til e-bogen, så hvis der kan downloades nogle sider direkte uden speciel adgang, så vil det være en mulighed. Endvidere kan det indføjes i teksten at hvis låneren kan bruge en trykt udgave, så findes den her.

Leif Andresen foreslog, at der arbejdes på en løsning, hvor pop-up-vinduer kan etableres med tekst på tre niveauer:
1) Der er ikke umiddelbar adgang til materialet. Du kan henvende dig på dit lokale folkebibliotek for hjælp til alligevel at få adgang til dette eller relevant alternativt materiale - herunder evt. til en kopi af ønsket kapitel el.lign.
2) Hvis du præcist ved hvilket kapitel eller tilsvarende del af materialet, som du har brug, så udfyld blanket med bestilling til det lokale bibliotek.
3) Materialet findes på følgende forskningsbiblioteker. Der er normalt mulighed for at få adgang til materialet ved fremmøde.
Leif Andresen bemærkede, at dette naturligvis kun er en skitse og ikke endelige formuleringer af tekst i brugergrænsefladen.
Migration
I løbet af 2011-2012 skal bibliotek.dk skifte til brøndteknologi. I første omgang skal en ny datamodel udvikles og implementeres med projektet Skift til søgning i brønd – datamodel/-format. Herefter kommer en række projekter/opgaver inden for søgning, visning og bestilling m.m., som er på bibliotek.dk udviklingsplanen – og som senere bliver konkretiseret.
Kirsten Larsen redegjorde således for at en pæn del af udviklingsplanen for 2011 vil blive brugt til at indføre brøndteknologi, et projekt i samfinansiering med DanBib.
Efter en kort diskussion i udvalget kunne Leif Andresen konkludere, at der var enighed i udvalget om at bruge en større del af udviklingsplanen for 2011 til at indføre brøndteknologien, og at der som følge deraf vil være færre ressourcer til andre projekter.
Særlige sider om lydbøger og spil:
Nanna Agergaard omtalte et forslag til projekt om udvikling af  særlige søgesider for lydbøger og for spil. Spil skal klart have en side for sig - spørgsmålet er, om der skal være en speciel lydbogsside eller om det skal forsøges at integrere alle de udtryksformer en bog kan have, den fysiske bog, e-bogen, lydbogen, på samme side. Det skal være muligt at klikke på bøger, derefter folder alle de muligheder, der kan vælges, sig ud, f.eks. flere niveauer af materialetype, litterær former, målgruppe (børn og voksne).
Der var enighed i udvalget om, at det var en god ide at integrere lydbøgerne i bogsiden som skitseret.
6.    Offentlig version af bibliotek.dk
Der er en offentlig version af bibliotek.dk beregnet til, at man kan sætte forvalgt bibliotek, indsætte at data slettes m.m.
læs her  http://danbib.dk/index.php?doc=bibdkoffentlig
Den er p.t. fejlbehæftet, så vi skal overveje om den skal videreføres. Mundtligt oplæg.
Referat
Kirsten Larsen orienterede om årsagen til, at punktet var sat på dagsordenen og efter en kort diskussion i udvalget konkluderede Leif Andresen, at den offentlige side af bibliotek.dk bibeholdes, uden at der igangsættes en særlig indsats om brugen. I øvrigt bemærkede Leif Andresen, at de konstaterede fejl nu var rettet.
7.    Eventuelt
Der var intet under punktet
8.    Næste mødedato
Næste møde skal forberede 2012 planen og vil finde sted primo september 2012. En Doodle vil blive udsendt.
Leif Andresen takkede for et godt og udbytterigt møde og meddelte, at dette var det sidste møde i dette udvalgs periode. Derfor supplerede han med at takke udvalgets medlemmer for arbejdet i de sidste to år.
Nyt udvalg skal nedsættes april 2011.

Spørgsmål og kommentarer kan rettes til