Høringsdokument - udviklingsplan 2009
5. november 2008
Indledning
Udviklingsplan 2009 for bibliotek.dk bygger på Strategi for bibliotek.dk af 9. september 2007 og sendes hermed til offentlig høring med 26. november 2008 som frist for kommentarer, som sendes via mail til post@bibliotekogmedier.dk med emnefelt bibliotek.dk 2009.
Styrelsen for Bibliotek og Mediers har yderligere smidiggjort håndteringen af udviklingsplanen for bibliotek.dk. Nærværende høringsoplæg er udformet som en række overordnede temaer med hver en kort beskrivelse med omtaler af mulige konkrete projekter. I forhold til 2008-planen er sket en yderligere forenkling med færre områder og mere overordnede temaer.
Der er suppleret med et mindre antal notater, som beskriver og forklarer nye projekt/projekt ideer.
Udviklingsplan bibliotek.dk 2009 er opdelt efter områder:
- Indsatsområde Brugerfaciliteter
- Indsatsområde Samspil og infrastruktur
- Indsatsområde Brugerundersøgelser
Input til forslaget til udviklingsplan kommer blandt andet fra: biblioteker, enkeltpersoners henvendelser til DBC, kommentarer på blogs samt en større brugerundersøgelse på bibliotek.dk gennemført oktober 2008: Brugerundersøgelse bibliotek.dk 2008 .
Udviklingsplanen afspejler at bibliotek.dk har en stor brugergruppe med meget forskellige behov og varierende kompetencer, og at den bruges til mange forskellige funktioner. Der skal derfor udvikles på mange forskellige niveauer. Planen indeholder kun i et vist omfang konkrete projektforslag. I brugerundersøgelsen ses en lang række mindre ideer og tiltag i forbindelse med gennemgangen af brugerønskerne. Disse vil blive undersøgt og evt. lavet til projektforslag i løbet af 2009.
På en række områder vil der komme helt nye projektforslag i årets løb når udviklingen giver relevante ideer til bibliotek.dk, fx alternativer til browsere, brug af linkresolver, adgang til gratis fuldtekst, integration med søgemaskiner, mobile teknologier, sociale teknologier etc.
Denne udviklingsplan er suppleret med links til en række notater, som beskriver og forklarer de nye projekt/projektideer som allerede er beskrevet.
Bibliotek.dk er en grænseflade - med udgangspunkt i den infrastruktur som er opbygget omkring DanBib - som giver en samlet præsentation af danske bibliotekers ressourcer og services. Lovgrundlaget og strategien for bibliotek.dk drejer sig om adgang via Internet. Præsentationen er hidtil først og fremmest præsenteret via brugergrænsefladen bibliotek.dk, men i overensstemmelse med brugernes forventninger skal præsentationen fremover også ske på andre platforme og i andre sammenhænge; bibliotekernes ressourcer skal ganske enkelt tilbydes på steder, hvor brugerne kommer. Den selvstændige brugergrænseflade vil dog fortsat være den primære og mest fuldstændige indgang til samtlige ressourcer og services.
Præsentation på andre platforme og i andre sammenhænge er forsøgt afspejlet i dette års forslag til udviklingsplan og er helt i tråd med Open Library Strategy, som er drivkraft for DanBib-udviklingen. Snitfladen - økonomi, ansvar, styring m.v. - mellem grænsefladen bibliotek.dk og diverse services skal afklares.
I denne sammenhæng er det især væsentligt at fremhæve den serviceorienterede arkitektur, som indgår som et bærende element i Open Library Strategy, og som giver både biblioteker og andre interesserede mulighed for at anvende de services, som etableres gennem udviklingsplanerne for bibliotek.dk og DanBib.
Projekterne er opdelt i disse størrelsesgrupper:
- Størrelse: Meget stort = mere end 300.000 kr.
- Størrelse: Stort = 150.000-300.000 kr.
- Størrelse: Mellem = 50.-150.000 kr.
- Størrelse: Lille = 50.000 kr. eller mindre
For 2008 forsøgte vi os med et rammebudget, som viste sig ikke at bidrage til en styring af aktiviteterne og som derfor er udeladt.
Der fortsættes i 2009 med at nye projekter og nye ideer vurderes løbende af styrelsen. Her ses bl.a. på om der er så meget nyt i en foreslået aktivitet, at det vil være korrekt at give biblioteksoffentligheden mulighed for at kommentere inden beslutning. Dette kan ske på følgende måder:
- Projektet/ideen omtales på den professionelle bibliotek.dk blog
- Et formelt notat offentliggøres på styrelsens hjemmeside
- Der laves en formel høring, hvor et høringsoplæg lægges på styrelsens hjemmeside og høringsbrev sendes til bibliotekslederforeninger m.v.
Indsatsområde: Brugerfaciliteter
Området omfatter alle søgefunktioner, visning, links, bestilling set fra brugerens side og hjælp til disse funktioner. Der skal fortsat arbejdes med at
- brugeren hjælpes videre uanset om han kun har vage forestillinger om hvad han ønsker, kun har få data at gå videre med, ikke staver særlig godt - eller ved præcist hvad han søger
- bestillingsprocessen optimeres så den er enkel og ligetil for brugeren uanset hvor det valgte materiale findes, og materialet når til brugeren så hurtigt som muligt.
Området omfatter desuden faciliteter som brugeren aktivt melder sig til eller anvender til personlige formål, fx diverse sociale teknologier, referencesystemer, feeds, mailinglister, personalisering og single sign-on.
Eksempler på nogle af de projekter der kan arbejdes med i 2009 fremgår under nedenstående temaer:
Tema: Ny brugergrænseflade til bibliotek.dk
Det nuværende design på bibliotek.dk blev sat i drift i oktober 2005. Udviklingen på nettet gør det nødvendigt løbende at opdatere på flere områder
- hvordan bibliotek.dk ser ud (design, farver o.l.)
- hvilke funktioner der gives adgang til
- integration med andre sites
- tilpasning til state-of-the-art med hensyn til navigation, funktionalitet m.v.
Meget tilpasning sker løbende, men det vurderes at det er nødvendigt med en ny hovedversion.
Størrelse: Meget stort. Se yderligere: Ny brugergrænseflade til bibliotek.dk
Tema: Søgning
Der er løbende fokus på videreudvikling af søgning, og det er hensigten løbende at give bedre muligheder for brugerne.
Udviklingen af søgefaciliteterne hænger nøje sammen med udviklingen af disse i DanBib og er ofte samfinansieret med DanBib-udviklingen. Der er en række projekter på vej med fx best-match og integrated search. Når der er mere færdige projekter, vil de blive præsenteret fx via profblog.bibliotek.dk. Desuden arbejdes der med en række mindre forbedringer af brugernes muligheder.
Facetteret søgning - implementering
Facetteret søgning er den funktion, der analyserer et søgesæt og giver viderekliksmuligheder fx på forfattere, emneord m.v. som findes i søgesættet. Den løsning som DBC og underleverandør har arbejdet med, har desværre vist sig ikke at kunne give tilfredsstillende svartider. Der arbejdes nu på en ny metode og derfor vil projektet muligvis strække sig ind i 2009.
Størrelse: Stort
Tema: Adgang til mere indhold - helst digitalt
Digitalt indhold og smagsprøver fra bøger, film, musik, indholdsfortegnelser etc.
Brugerundersøgelserne viser stor interesse for at få alt materiale i digital form - eller som minimum smagsprøver fra indholdet i bøger, artikler, noder, musik- eller film. En forudsætning er ofte en national løsning med rettigheder til dette.
DBC's forsideservice vil også komme til at levere indholdsfortegnelser.
Der arbejdes med at linke til servicen Bogbidder og til Danmarks Radios Forfatteratlas som rummer radio og tv-klip om forfattere.
Ofte vil hvert af projekterne vil være af "Lille" økonomisk omfang når en aftale er i hus, så det afgørende vil være det indholdsmæssige omfang i forhold til implementeringsprisen.
Søg videre på nettet
Der udvides med flere områder (fx klassisk musik hvis det udskydes fra 2008), og det overvejes om der skal laves look-up før link på visse tjenester. Tjenesten omfatter køb som tidligere var en selvstændig funktion. Der samarbejdes blandt andet med bogpriser.dk.
Tema: Visning af poster
Værkvisning - flere data på værkniveau
For at øge overskueligheden for brugeren arbejdes der med at så mange data som muligt og især links kan flyttes fra udgaveniveau til værkniveau eller "underværk-niveau" (fælles for alle udgaver inden for én materialetype), fx links til Søg videre på nettet, anmeldelser, Noget der ligner etc.
Tema: Bestil - set med brugerens øjne
"Get it"(haster-service)
Følgende projekt blev udskudt fra 2008-planen pga. manglende midler. Brugeren bliver ud for en post præsenteret for et link, fx med teksten Haster det? Linket præsenterer en række muligheder for at skaffe det pågældende materiale - med oplysninger om hvordan og hvor hurtigt han kan få fat i det (biblioteker og købemuligheder).
Ideen er delvis baseret på Get It! og kan i et vist omfang basere sig på funktioner fra bestil-automatiseringen.
Størrelse: Lille (notat med analyse af en løsning)
Notat med beskrivelse
Bestilling af materiale som ikke findes i bibliotek.dk
Der leveres i 2008 et notat om dette som baggrund for en beslutning. I så fald vil der være et implementeringsprojekt i 2009.
Størrelse: Mellem
Tema: Sociale teknologier og personalisering
Sociale teknologier - brugerskabt indhold
Der har i 2008 været arbejdet med brugergenereret indhold (ratings, tagging, anmeldelser, Andre der har lånt osv.) i flere projekter. Det må forventes at der i 2009 skal arbejdes med:
- implementering af brugerrating og -tagging på bibliotek.dk
- samarbejde om en national løsning
- videreudvikling af brugerskabte data
- opbygning af personlige profilmuligheder
- brugeren kan lave lister
Sociale teknologier - brugergenereret indhold
Videreudvikling af Andre der har lånt, fx kombinationer med personlige profiler. Andre muligheder for at udvikle faciliteter ud fra opsamlede data om brugeradfærd holdes under opsigt.
Et login til alting
Brugerne vil gerne have ét login som både giver adgang til deres egne "gemte sager" og til alle de biblioteker og tjenester som de benytter sig af. Arbejdet er i gang i borger.dk-regi, og der arbejdes videre med fælles løsninger.
Widgets og andre redskaber til integration med andre tjenester på nettet
Ideer som ses i andre grænseflader: Bookmark & share, fx. "Rapporter fejl i denne post", "Link til denne post" og "Mail denne post".
Se mulighederne:
RSS-feeds
Forslag om feeds på søgninger fra Emneoversigt er udsat pga. manglende midler. Ibrugtagning af feeds er ikke gået så hurtigt som forventet. I 2009 er brugerne måske modne til at kunne abonnere på feeds på søgninger foretaget i Emneoversigt.
Derudover er der mange ønsker i brugerundersøgelse om at se nyeste titler på forskellige områder. Det beskrives i et notat hvordan en sådan funktion med feeds fungere på en national tjeneste.
Selektion - fx fravalg af materialer for børn
Ønsket om selektion er fremtrædende hos mange brugere og sætter fokus på datakvaliteten hos alle dataleverandører. Et relevant ønske om fx fravalg af materialer for børn er fremsat bl.a. i brugerundersøgelsen 2008. Angivelse af sværhedsgrad er også et ofte fremsat ønske.
Litteraturen mærkes som bekendt ikke med "voksenlitteratur", men der vil kunne laves en afgrænsningsmulighed i Mit bibliotek.dk svarende til at man kan fravælge grammofonplader eller bøger med stor skrift. Dette har naturligvis kun effekt hvis materialer for børn rent faktisk mærkes med dette.
Størrelse for det konkrete projekt som beskrevet: Lille
Tema: Andre funktionaliteter
Find nærmeste bibliotek - Vis biblioteker der har åbent nu
Forbedring af mulighederne for at finde det rette bibliotek i enhver situation undersøges - evt. som muligheder i VIP som webservice som står til rådighed for andre services og platforme.
Bøger til døren
Det overvejes om denne service skal eksponeres via bibliotek.dk
Indsatsområde Samspil og infrastruktur
Omfatter infrastrukturprojekter og interoperabilitet - funktioner, moduler og anden udvikling som fremmer den gnidningsløse integration af forskellige services - lokale og nationale. En del af disse vil være samfinansieret med DanBib.
Endvidere indeholder området bibliotek.dk-tilgængelighed fra andre sites, fx borger.dk, Facebook, søgemaskiner etc.
Det er løbende hensigten at sikre at udvikling i bibliotek.dk regi kan genbruges i lokale systemer, jf. OLS - Open Library Strategy udvikling af DanBib i en serviceorienteret arkitektur. Derfor vil der være bibliotek.dk-projekter til afklaring heraf, mens implementering og drift vil være på kommercielle vilkår (og normalt som DanBib+ projekter).
Eksempler på nogle af de projekter der kan arbejdes med i 2009 fremgår under nedenstående temaer:
Tema: Samspil med tjenester udenfor bibliotekerne
Samarbejde med borger.dk samt andre projekter ang. personlige data
Implementering af fællesoffentlig login-løsning. Hidtil omtalt som SSO (Single Sign On)-løsning, men lanceres nu under navnet Nem Login. Bibliotek.dk-services skal udvikles og integreres på borger.dk. Det er planlagt at udvikle disse services:
- Mit bibliotek
- Søg og bestil i bibliotek.dk
- Find bibliotek
Nogle nås i 2008 - andre bliver i 2009.
Tema: Samspil med lokale bibliotekssystemer
Bibliotek.dk som lokal brugergrænseflade
Projektet er startet i 2007 med et notat. Der er interesse for projektet hos nogle biblioteker, og der er i 2008 afholdt møde med disse samtidig med at der i danZIG-regi er udarbejdet de nødvendige guidelines for at systemerne kan kobles sammen.
Der skal arbejdes med forberedelse af modellen. Den egentlige implementering vil være et DanBib+ projekt.
Værkeksport - værkwebservice?
Dette er forberedt i bibliotek.dk regi - også fordi den valgte model vil blive anvendt til optimering af funktionaliteten i bibliotek.dk. En egentlig eksport af værkvisning vil være et DanBib+ projekt.
Tema: Bestil - set med bibliotekernes øjne
Samspil udlånsdata
Der arbejdes i 2008 med direkte samspil af bestil-funktioner mellem bibliotek.dk og lokale bibliotekssystemer. En del af disse projekter vil ikke være færdige i 2008.
Opfølgningsprojekter på automatisering
Der kan fx være tale om automatisering af flere typer bestillinger: artikler, flerbindsværker, flere materialetyper.
Implementering af nye bestil-funktioner
- bestilling i ét hug af markerede titler Bestilling i ét hug. Implementering
- mulighed for at linke direkte til bestil fx fra borger.dk
Videreudvikling af lånertjek viderebearbejdes i danZIG-regi.
Lånertjek - indmelding af ukendt låner
Lånertjek gøres endnu mere enkelt: hvis der er lånertjek behøver brugeren kun oplyse låner-id. Hvis låneren er ukendt, udbygges funktionen så låneren kan indmelde sig. Implementeringsforslag laves i 2008
Bedre markering af materialer der ikke lånes ud
Mange brugere klager over at de bestiller noget som ikke udlånes. Endnu en kampagne om hvor vigtigt det er at markere tilgængelighed korrekt? Oplever bibliotekerne samme problem, og i så fald hvad er årsagen til problemerne?
Tema: Andre platforme - herunder mobile teknologier
Med udgangspunkt i de funktioner, som stilles til rådighed via bibliotek.dk ønskes gennemført en indledende analyse af mulige web-services til anvendelse i forskellige platforme, herunder i mobile tjenester mv. Et notat.
Indsatsområde: Brugerundersøgelser
Der foretages løbende brugertests og brugerundersøgelser i forbindelse med konkrete projekter.
Tema: Årlig generel brugerundersøgelse
Det skal sikres at der mindst årligt samles generelle brugerdata og ønsker til udvikling af bibliotek.dk som supplerer viden fra andre redskaber, tests eller undersøgelser (de sidstnævnte test og undersøgelser indgår ikke i udviklingsplanen under dette punkt).
Størrelse: Mellem





