Fælles møde om ny DEFF-strategi
1. september 2010 / Af: Jakob Nedergaard Mortensen
Styregruppen for DEFF (Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek) bød den 19. august indenfor til en fælles drøftelse af en fremtidig strategi for DEFF. De indbudte var licens- og programgruppeformændene samt medlemmer af disse grupper.
Målet med dagen var i fællesskab at nå frem til fremtidige indsatsområder for DEFFs strategiske indsats samt at bringe forslag til en ny organisering af programgrupper i spil. Programgruppernes mandat udløber med dette år.
Bred enighed er vejen frem
Strategimødet, som varede en hel dag, blev vellykket. Skal DEFF lykkes med en ny strategi, gælder særligt én afgørende forudsætning, nemlig at fag- og forskningsbibliotekerne enes om, hvor den fælles indsats skal ligge.
Alle tilstedeværende havde mulighed for at blive hørt og bidrage med indspark, ideer og generelle input til styregruppens arbejde. Den chance greb de, og den gode dialog mundede ud i bred enighed om kursen for det fortsatte strategiarbejde.
I strategi øjemed drøftes det bl.a. at brede DEFFs interessentgruppe og opgaveportefølje ud til erhvervslivet, herunder særligt små og mellemstore virksomheder (SMV’er). Meget afdækning udestår dog, før styregruppen kan lægge sig fast på de endelige, fremtidige indsatsområder.
Har vi penge, så kan vi få…
Uanset om de nye indsatsområder lader sig realisere, er grundbyggeklodsen i DEFFs arbejde stadig infrastruktur. Og sådan vil det fortsat være. Derfor er betjeningen af nye målgrupper og opgaver betinget af, at DEFF tilføres nye midler. Muligheder for dette indgår som en del af afklaringsprocessen i udformningen af den nye strategi.
Det er styregruppens ønske at lade fremtidens strategi og indsatsområder afspejle i programgruppernes struktur og sammensætning – som det også er tilfældet i dag.
Da strategiarbejdet vil fortsætte ind i 2011, blev det på mødet den 19. august besluttet at forlænge samtlige programgruppers mandatperiode til medio 2011.
Derved vil gruppernes aktiviteter bestå og videreføres ind i det nye år, mens de selv kan være med til at forme den rette organisation for fremtidens indsats. Licensgrupperne bevarer deres nuværende struktur.
Proces omkring ny DEFF-strategi
Der vil være en høringsproces i løbet af efteråret, hvor licens- og programgrupperne i form af yderligere dialog har mulighed for at levere input til den kommende strategi.
Herefter forventes det, at DEFF-styregruppen i foråret 2011 efter bredere høring vil kunne præsentere en ny og endelig DEFF-strategi.





