Udbydere af kabel- og satellit-tv skal registreres hos Radio- og tv-nævnet.
Læs mere om registrering og de oplysninger der kræves, her:
I visse tilfælde skal udbydere af tv via internet, mobilnetværk mv. også registreres hos Radio- og tv-nævnet.
Registrerede tv-stationer skal desuden opfylde følgende regler:
Generelle regler:
For registrerede foretagender, der udøver radio- eller fjernsynsvirksomhed, gælder følgende generelle regler, som fremgår af bekendtgørelse om programvirksomhed på grundlag af registrering samt on-demand audiovisuel virksomhed:
- Programmer, som i alvorlig grad kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, herunder navnlig programmer, som indeholder pornografi eller umotiveret vold, må ikke udsendes.
- Andre programmer, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, må ikke sendes, medmindre det ved valget af sendetidspunkt eller ved tekniske foranstaltninger sikres, at mindreårige i udsendelsesområdet normalt ikke ser eller hører udsendelserne. Når programmerne udsendes i ukodet form, skal der forud for dem gives en akustisk advarsel, eller de skal under hele deres varighed være markeret med et visuelt symbol.
- Programmerne må ikke på nogen måde tilskynde til had på grund af race, køn, religion, nationalitet eller seksuel observans.
Regler om reklamer, sponsorering og produktplacering
For registrerede radio og tv-stationer gælder reglerne om reklamer, sponsorering og produktplacering i radio- og fjernsynslovens kapitel 11 og i bekendtgørelse om reklamer og sponsorering i radio, fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester samt indgåelse af partnerskaber. Det vil sige, at der gælder de samme regler som for traditionelt tv og radio.
Du kan finde reglerne for reklamer i radio og tv her.
Identifikation og information til seerne:
Registrerede fjernsynsforetagender skal sikre, at seerne og brugerne har vedvarende og umiddelbar adgang til følgende oplysninger:
- Navnet på fjernsynsforetagendet eller udbyderen af den on-demand audiovisuelle medietjeneste,
- Den fysiske adresse, hvor fjernsynsforetagendet eller udbyderen af den on-demand audiovisuelle medietjeneste er etableret,
- Kontaktoplysninger om fjernsynsforetagendet eller udbyderen af den on-demand audiovisuelle medietjeneste, herunder foretagendets eller udbyderens e-post-adresse eller web-sted, og
- Oplysninger om Radio- og tv-nævnet som den kompetente tilsynsmyndighed.