Genvejsmenu:
S - Indhold
Sektionmenu
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg

“Danskernes Akademi” og samarbejde med bibliotekerne

8. januar 2010

Mandag den 11. januar går danskernes “Danskernes Akademi” i luften på DR2 og websitet www.dr.dk/akademi

“Danskernes Akademi” sender fra på mandag på DR2 kl. 14-16, mandag til torsdag, 15 uger i foråret og efteråret 2010 og har til formål at formidle viden direkte til alle unge og voksne danskere. Akademiet byder på forelæsninger, reportager og dokumentarprogrammer og spænder over emner lige fra menneskets psykologi over kulturens mangfoldighed til historiske perioder og andre spændende temaer. Bibliotekerne er oplagte samarbejdspartnere for akademiet, og Bibliotek og Medier har derfor ingået en aftale med DR om link til Biblioteksvagten og bibliotek.dk fra websitet.  

PR-materiale og introduktionsmateriale udsendt
I forbindelse med åbningen har Bibliotek og Medier i samarbejde med DR udsendt plakater, dvd og introduktionsmateriale til alle folkebiblioteker via kørselsordningen. Ligeledes planlægger vi i løbet af foråret at afholde et dialogmøde mellem DR og relevante biblioteksinteressenter, hvor mulighederne for yderligere samarbejde mellem akademiet og bibliotekerne vil blive drøftet.  

Vi håber, I på bibliotekerne vil tage godt i mod PR-materialet og sætte plakater op rundt omkring med evt. læseforslag.  

På mandag vil de første temaer for Danskernes Akademi blive offentliggjort, men vi har allerede nu fået lov til at løfte sløret for de to første temadage i uge 2 og 3 - så har I mulighed for at være på forkant, når videbegærlige brugere henvender sig på bibliotekerne for yderligere information om de spændende emner i “Danskernes Akademi”. 

Grundtvig og balletten i fokus uge 2 og 3

  • I uge 2 drejer temadagen i Danskernes Akademi sig om digteren, politikeren og skolemanden N.F.S. Grundtvig. Han har betydet meget for vores syn på både skole og demokrati og for vores opfattelse af, hvad et menneske er. Og der er stadig interesse for den skæggede tænker og digter den dag i dag. Hans 1475 kendte værker skal digitaliseres, så han kan leve videre i vores globaliserede verden. Temaet sendes tirsdag den 12. januar med forelæsninger af prof. Ove Kaj Pedersen, CBS, prof. Harry Haue, Syddansk Universitet og centerleder Michael Schelde, Aalborg Universitet. 
  • Tirsdag den 19. januar fokuserer Danskernes Akademi på DR2 på balletten og dens historie. Ph.d. Karen Vedel giver i sin forelæsning med titlen En anden dans et indblik i scenedansens nyere historie spændende fra barfodsdans over revyernes dancing girls til de store internationale balletgæstespil. I ballettemaet indgår desuden et interview med Erik Aschengreen og Lone Falsters store portrætfilm om en af Danmarks største internationale balletstjerner Nini Theilade.

Se live åbningen af Danskernes Akademi med bl.a. forelæsning af Henrik Dahl, Anja Andersen og interview med Jens Thorhauge om samarbejdet med bibliotekerne.

Spørgsmål og kommentarer kan rettes til