Genvejsmenu:
S - Indhold
Sektionmenu
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg

Det er ikke styrelsens opfattelse, at bibliotekerne sælger e-bøger

5. december 2011

Den seneste tids omtale i pressen af bibliotekernes nye e-bogstjeneste ereolen.dk har givet anledning til den misforståelse, at Styrelsen for Bibliotek og Medier mener, at bibliotekerne i modstrid med kommunalfuldmagtsreglerne vil sælge e-bøger via portalens henvisning til køb.

Styrelsen er enig med Konsortiet bag ereolen.dk i, at det ikke er bibliotekerne, men forlagene der sælger e-bøger, og at der heller ikke er tale om, at bibliotekerne deler et eventuelt overskud fra salg af e-bøger med forlagene e.l., idet købeknap-funktionaliteten alene er et led i prisfastsættelsen for bibliotekernes udlån af e-bøger.
Selve henvisningen til køb er efter styrelsens opfattelse i overensstemmelse med sædvanlig praksis på bibliotekernes portaler. Der var således som bekendt i en længere årrække en købeknap på bibliotek.dk, og der er aktuelt en købeknap på litteratursiden.dk.

Det skal samtidig understreges, at styrelsen ikke kan afgøre, hvorvidt beslutninger eller dispositioner som folkebibliotekerne træffer i deres virksomhed, herunder vedrørende biblioteksportaler, er lovlige. Det er kommunerne, som under statsforvaltningernes tilsyn, er ansvarlige for folkebibliotekernes drift.  

Men efter styrelsens opfattelse af sagen sælger bibliotekerne ikke e-bøger på ereolen.dk.