Nu afsløres vinderne af Orlaprisen 2010
19. april 2010 / Af: Lisbet Vestergaard
Orlaprisen er et af de populære fyrtårne i Læselystprogrammet.
Aldrig i sin seks år lange historie har Orlaprisen fået så mange stemmer som i år. Over 21.000 har været inde på www.dr.dk/orla og stemme på deres yndlingsbog i kategorierne billedbøger, børnebøger, fagbøger og fantasy-bøger. De tre bøger i hver kategori med flest stemmer er nu i finalen.
De tre finalister i hver kategori er blevet læst af hver sin børnejury, som har udvalgt vinderne. Vinderne bliver afsløret drypvist på dr.dk/orla og i tv-programmet Ramasjang Live mellem den 15. og 21. april.
To priser er allerede uddelt. Årets fagbog blev Taynikma Tegneskole af Jan Kjær. Årets billedbog blev Carsten og Gittes bedste historier af Anders Morgenthaler.
Følg med i uddelingerne af de sidste priser på Ramasjang Live og www.dr.dk/orla:
19. april: Kåring af bedste fantasybog
20. april: Kåring af bedste børnebog
21. april: Kåring af Bette Orla (talentpris for børn, der selv skriver historier)
Bag om Orlaprisen
Orla-prisen er opkaldt efter forfatteren Ole Lund Kirkegaards frække figur Orla Frøsnapper. Prisen er et samarbejde mellem DR og Læselystprogrammet, som Kulturministeriet, Undervisningsministeriet og Socialministeriet står bag. Styrelsen for Bibliotek og Medier er sekretariat for Læselystprogrammet.
Se vinderindslag på Orlas hjemmeside www.dr.dk/orla

