4. Standardisering generelt
Formålet med standardisering er:
- At undgå spild
- At genbruge viden
- At sikre effektive arbejdsgange
- At sikre mod fastlåsning til bestemte leverandører
- At understøtte samarbejde
- At undgå isolerede øer
- Men ikke standardisering for sin egen skyld – den skal have et formål og kunne bruges
Forskellige niveauer af standard-dokumenter
- Internationale standarder: udgivet af anerkendte standardorganisationer og gældende over grænser
- Nationale standarder: udgivet af anerkendte nationale standardorganisationer og gældende indenfor grænser (men ind i mellem med brug i andre lande)
- Standard-forberedende dokumenter
- udkast til nye standarder
- Workshop Agreements
- Internationale profiler: faglig eller funktionsafgrænsning af en standard
- Nationale profiler: beskrivelse af hvilke dele af en standard som bruges evt. suppleret med autoriserede ordlister og andre tilføjelser
- Guidelines: vejledninger for at sikre ens brug af en standard
Forskellige typer standarder
En standard er en specifikation lavet med den hensigt at beskrive en funktion eller proces, således at en anden aktør kan anvende resultatet
- De jure: standarder udgivet af en anerkendt organisation uafhængig af enkelte aktører
- De facto: standarder i praktisk brug uden en formel ramme
- Proprietære: standarder fastlagt ensidigt af én aktør eller lukket gruppe af aktører
Brugen af standarder – takt og tone
Samspil mellem biblioteksverdenens forskellige systemer bygger udover de formelle standarder også på, at de forskellige aktører kan stole på hinanden; således at ændringer og nye versioner bliver dokumenteret på dækkende vis og varslet i passende tid.
Dansk BiblioteksCenter (DBC) har en regel efter en mere end 20 år gammel aftale med systemleverandørerne om, at ibrugtagen af nye felter i danMARC2 varsles med mindst tre måneders varsel.
Nye initiativer, ændringer og nye versioner skal være kendt, for at andre kan tage hensyn til dem. Styrelsen for Bibliotek og Medier og DBC har sammen etableret Bibliotekssystemleverandør blog http://syslev.wordpress.com/ for at samle information fra Styrelsen for Bibliotek og Medier og DBC om anbefalede standarder, konkrete genbrugs- og integrationsrelevante funktioner i forhold til bibliotek.dk og DanBib samt andre systemleverandørrelevante projekter og specifikationer. Denne blog kan også bruges af andre til at formidle relevant information.
Tilføjelser og ændringer direkte i forlængelse af nærværende publikation bliver fra december 2011 publiceret på bloggen http://biblioteksstandarder.wordpress.com/
Denne side er kapitel 4 af 10 i publikationen "Biblioteksstandarder i Danmark 2011".
