Genvejsmenu:
S - Indhold
Sektionmenu
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg

6.4 TC 46/SC 8 Quality - Statistics and performance evaluation

TC 46/SC 8/WG 2 International library statistics har som danske medlemmer Pia Hansen, Aase Linddahl, Ulla Kvist og Peter Søndergaard. WG2 bidrager til revision og modernisering af ISO 2789 Information and documentation – International library statistics. Også definition af ”bibliotek” er i spil, og det er bl.a. de danske medlemmers fortjeneste at nedtone de samlingsopbyggende dele af definitionen og opgradere de informationsformidlende aspekter. Ellers må man konstatere, at revisionsarbejdet er præget af at reflektere den faktiske udvikling på biblioteksområdet ind i standarden. Det gælder digitalisering, sociale medier og biblioteksservice for særlige grupper. Det sidste har vist sig vanskeligt at få sat på begreb pga. de stigmatiserende associationer, som man i højere grad i udlandet end i de nordiske lande synes at forbinde med biblioteksservices sociale og velfærdsmæssige funktioner. Revisionsarbejdet forventes at frembringe en ny vedtaget standard i 2012.

TC 46/SC 8/WG 4 Performance indicators for libraries har som danske medlemmer Niels Ole Pors, Carl Gustav Johansen og Peter Søndergaard. WG 4s standard ISO 11620 er tæt forbundet til ISO 2789 og ønskes ændret i samme takt. På dansk forslag har man bedt arbejdsgruppen overveje, om bl.a. målinger af medarbejdernes kompetenceudvikling, elektronisk publicering, open access/institutional repositories kan indgå i den reviderede standard.
Fælles for WG2 og WG4 set i en dansk sammenhæng er, at standardrevisionerne naturligvis bør give anledning til overvejelser om 1) revision af den løbende danske biblioteksstatistik og 2) revision af Biblioteksbarometeret. Ud over en eventuel revision af den danske biblioteksstatistik skal sonderingerne sigte mod at udvikle det danske biblioteksbarometer og at trække en grænselinje mellem det af styrelsen udgivne Barometer og af Danmarks Statistik udgivne biblioteksstatistik.

TC 46/SC 8/WG 8 Statistical data for library buildings har som danske medlemmer Hellen Niegaard, Pia Hansen og Peter Søndergaard. WG8 har færdiggjort arbejdet med den tekniske rapport ISO/TR 11219 i efteråret 2011.

TC 46/SC 8/WG 9 Statistics and quality issues for web archiving.
WG9 arbejder med ISO/TR 14873, og der forventedes et udkast til en samlet teknisk rapport, som kan færdigbehandles i efteråret 2011. WG9 har som dansk medlem Peter Søndergaard. Grethe Jacobsen har tidligere deltaget i arbejdet.

TC 46/SC 8/WG 10 Methods and procedures for assessing the impact of libraries har som danske medlemmer Peter Søndergaard, Niels Ole Pors og Carl Gustav Johansen. WG10 er startet uden en allerede foreliggende standard, og har nu status som ISO/AWI 16439, hvor AWI = Approved Work Item. Flere har ønsket at undersøge den udbredte interesse for at ”måle” bibliotekers betydning for vigtige samfundsanliggender. Det er den danske arbejdsgruppes synspunkt, at udarbejdelsen af en standard på dette område vil have stor dansk interesse og vil kunne bidrage til at styrke fundamentet for de ofte fremførte synspunkter fra Styrelsen om bibliotekernes centrale rolle i den danske samfundsudvikling.  Det danske bidrag består indtil videre i at samle og systematisere synspunkter og eksempler på bibliotekers økonomiske betydning.

TC 46/SC 8/WG 5 Price indexes, TC 46/SC 8/WG 6 Statistics on production of books, etc. og
TC 46/SC 8/WG 7 Quality measures for national libraries har for tiden ikke danske medlemmer.

| < Forrige | Næste > |


Denne side er kapitel 6.4 af 10 i publikationen "Biblioteksstandarder i Danmark 2011".